Fodbold

Regeringen vil tillade tilskuere til Superliga-kampe

Divisionsforeningen og Superliga-klubberne har meldt ud, at de er klar til at tage imod tilskuere. Nu ser det ud til, at deres bønner bliver hørt.

Tilskuerløse Superliga-kampe kan være fortid, når sidste runde i grundspillet er blevet afviklet på søndag.

Fredag kan TV 2 fortælle, at regeringen vil hæve forsamlingsforbuddet til 50 personer mandag 8. juni . Det fremgår af et brev fra Statsministeriet til partilederne, som TV 2 er i besiddelse af.

I informationen til de andre partiledere kan man også læse, at der indføres nye undtagelser ved alle arrangementer. Helt konkret nævnes der arrangementer, "hvor deltagerne i det væsentlige sidder ned, hvis arrangøren er omfattet af sektorpartnerskabsretningslinjer. Gælder både indendørs og udendørs. Eksempelvis: En fodboldkamp på stadion med siddepladser."

'Kan samle op til 500 personer'

For en måned siden nævnte Mette Frederiksen første gang Superligaen helt konkret, da hun sagde, at "vi har behov for, at Superligaen kommer i gang igen." Også i dette brev fra Statsministeriet til partilederne er Superligaen nævnt:

- Harmoniseringen betyder, at det også vil være muligt at holde eksempelvis en konference med siddende deltagere eller lignende, samt at idrætten, for eksempel superligaklubberne, kan samle op til 500 personer til kampene, hvor tilskuerne sidder ned.

Ovenstående er en del af første etape fra 8. juni. Der står også nævnt, at den absolutte grænse er 500 personer.

På nuværende tidspunkt er det uvist, hvorvidt det gælder 500 tilskuere i sig selv, eller om de 500 personer også inkluderer spillertrupperne, medier og så videre, så det reelle tal måske nærmere er 400 tilskuere.

Divisionsforeningen vil op på fuld kapacitet

Allerede da Superligaen skulle genstarte, var Divisionsforeningen på banen og ønskede at få tilskuere til kampene. Dengang sagde direktør Claus Thomsen, at de efter egen vurdering godt kunne håndtere kravene på linje med forlystelser, teatre og biografer.

Derfor glæder det ham, at det ser ud til, at der bliver åbnet for tilskuere til kampene, selvom han stadig ikke er helt tilfreds.

- Hvis vi får mulighed for at lukke op med 500 personer ind, er vi glade for at have muligheden for at demonstrere, at vi forsvarligt kan bringe tilskuere på stadion. Men skal det gøre en forskel for fodbolden, skal vi op i nogle helt andre muligheder, siger Claus Thomsen til Ritzau.

Hvad er "helt andre muligheder" helt konkret?

- Det er væsentligt for os, at vi fra den kommende sæson kan operere med noget, der ligner fuld kapacitet.

Klubberne er klar til tilskuere

Divisionsforeningens direktør slår også fast, at der kan laves kontrollerede forhold, hvilket omfatter, at tilskuere skal oplyse om symptomer ved billetkøb, at tilskuere møder på forskellige tidspunkter for at undgå store menneskemængder, og at folk generelt skal holdes adskilt på stadion.

Inden fredagens udmelding fra regeringen havde flere klubber som eksempelvis FC Midtjylland, F.C. København og AGF også meldt ud, at de var klar til at tage imod tilskuere.

- Men med en meters afstand, så vil jeg i hvert fald vurdere, at vi nemt kan have 5000 på stadion, sagde AGF-direktør Jacob Nielsen blandt andet.

De første kampe under de nye tiltag vil være pokalsemifinalerne 10. juni, og første Superliga-runde vil være søndag 14. juni, hvor mesterskabs- og nedrykningsspillet indledes.