Fodbold

FCK kan hale ind på FCM, og AGF kan rykke to pladser ned - men det store drama er et helt andet sted

Disse tre klubber kæmper om den potentielt vitale ottendeplads. Ritzau Scanpix

Horsens, Lyngby og OB kæmper om ottendepladsen, der kan blive afgørende i jagten på overlevelse i Superligaen.

Når sidste spillerunde af Superligaens grundspil afvikles fra søndag klokken 17, knytter spændingen sig særligt til, hvordan de to nedrykningsgrupper bliver sammensat.

Det står nemlig allerede klart, hvilke seks hold der skal deltage i mesterskabsspillet. Dog med det mikroskopisk lille forbehold, at Randers avancerer fra syvende- til sjettepladsen ved selv at vinde over FC København på udebane, samtidig med at AaB taber hjemme til AGF. Randers skal samtidig forbedre målscoren med mindst syv mål i forhold til AaB.

  • 1. FC Midtjylland - 62 point (+27 i målforskel)
  • 2. FC København - 53 point (+17)
  • 3. AGF - 44 point (+13)
  • 4. Brøndby - 42 point (+11)
  • 5. FC Nordsjælland - 41 point (+14)
  • 6. AaB - 38 point (+12)

Det er meget usandsynligt, og man kan roligt antage, at Randers slutter som nummer syv og derfor bliver førstevælger til nedrykningsgrupperne.

Derefter skal nummer otte vælge gruppe, og det kan være meget fordelagtigt af hensyn til af have så stort forspring som muligt ned til gruppens tredjeplads, der udløser en playoffduel om overlevelse i Superligaen.

Og det er dette, som Lyngby (31 point), Horsens (31) og OB (30) kæmper om.

Lyngby møder Hobro, Horsens møder Brøndby, imens OB møder Esbjerg.

  • 7. Randers FC - 35 point (+5)
  • 8. Lyngby - 31 point (-14)
  • 9. Horsens - 31 point (-20)
  • 10. OB - 30 point (-2)
  • 11. SønderjyskE - 26 point (-13)
  • 12. Hobro IK - 22 point (-10)
  • 13. Esbjerg fB - 18 point (-20)
  • 14. Silkeborg IF - 15 point (-24)

Det ligger fast, at nummer 11 og 14 skal i pulje 1, mens nummer 12 og 13 skal i pulje 2. Disse fire hold ligger fast - dog med det forbehold, at Silkeborg kan overhale Esbjerg, hvis Silkeborg vinder, og Esbjerg taber, samtidig med at Silkeborg forbedrer sin målscore med fire mål i forhold til Esbjerg.

Inden sidste runde ser de sandsynlige grupper således ud:

Pulje 1:

  1. Horsens, 31 point (nummer 9)
  2. OB, 30 point (nummer 10)
  3. Sønderjyske, 26 point (nummer 11)
  4. Silkeborg, 15 point (nummer 14)

Pulje 2:

  1. Randers, 35 point (nummer 7)
  2. Lyngby, 31 point (nummer 8)
  3. Hobro, 22 point (nummer 12)
  4. Esbjerg, 18 point (nummer 13)

Nummer fire i hver gruppe rykker direkte ned. De to treere mødes i playoff, hvor taberen rykker ned. De fire hold, der slutter som nummer et og to i grupperne, skal spille om slutplaceringerne fra syv til ti. Nummer syv skal spille playoff om en plads i de europæiske turneringer.

Som stillingerne antyder, er der stor forskel på at havne i pulje 1 og 2, da der i pulje 2 er et større hul ned til tredjepladsen, der udløser overlevelseskampe.

Vi er ekstremt irriterende i øjeblikket, så derfor glæder vi os meget til at spille mod Brøndby

Bo Henriksen, Horsens-træner

Horsens: En af vores finaler

Når cheftræner Bo Henriksens mandskab søndag tager imod Brøndby i sidste runde af grundspillet, er holdet á point med Lyngby og et foran OB i kampen om den vigtige ottendeplads.

Den giver mulighed for at vælge pulje til nedrykningsspillet og øger sandsynligheden for at overleve i ligaen.

- Det er selvfølgelig en af vores finaler, som vi skal glæde os til. Jeg tror, vi får flere finaler i år. Men det er altid sjovere at få lov til at spille med om at opnå noget i stedet for at undgå noget.

- Det er det, vi får lov til søndag, så derfor er den jo ekstremt morsom og sjov. Vi er ekstremt irriterende i øjeblikket, så derfor glæder vi os meget til at spille mod Brøndby, siger Bo Henriksen.

Før coronapausen vandt Henriksens tropper 1-0 over FCK i Parken, og da ligaen blev åbnet igen, gik det ud over FC Midtjylland, der blev slået med samme cifre på eget græs.

Søndagens kampe

  • Horsens vs. Brøndby
  • AaB vs. AGF
  • FC København vs. Randers
  • FC Nordsjælland vs. FC Midtjylland
  • OB vs. Esbjerg
  • SønderjysE vs. Silkeborg
  • Hobro vs. Lyngby

Du kan følge alle søndagens superligakampe i en liveblog på sport.tv2.dk.