Fodbold

Bayern München jagter 48 år gammel rekord - men drømmen har lidt et knæk

Det er 48 år siden, at rekorden for flest mål i én sæson blev sat, men fortsætter Bayern deres målsnit, så slår de rekorden i år.

Bayern München har gang i en rigtig fin Bundesliga-sæson, hvor de med fire runder tilbage ligner et godt bud på en tysk mester.

Men det er faktisk ikke kun et knusende ottende mesterskab i træk, den sydtyske storklub kæmper for.

Bayern München har nemlig været så godt scorende, at de med fire kampe igen har en realistisk mulighed for at slå deres egen rekord for flest mål i en Bundesliga-sæson.

Rekorden lyder på 101 mål og blev sat i sæsonen 1971/72, hvor det var spillere som Gerd Müller og Uli Hoeness, der leverede hovedparten af målene, mens den danske højre back Johnny Hansen stod for fire mål.

Men den 48 år gamle rekord kan altså snart være fortid. 30 kampe inde i sæsonen har Bayern München nemlig scoret 90 mål, hvilket helt præcist giver et målgennemsnit per kamp på tre mål.

En hurtig hovedregning fortæller så, at hvis de fortsætter det målgennemsnit i sæsonens sidste fire kampe, ender de på 102 mål – ét mere end rekorden fra 1971/72.

Robert Lewandowski og Thomas Müller har været to af nøglefaktorerne bag Bayerns målfulde sæson.

'Statistik og rekorder interesserer mig ikke'

Selvom Bayern München altså har gode muligheder for at skrive sig ind i historiebøgerne, er det ikke noget, der fylder meget hos cheftræner Hansi Flick.

- Statistik og rekorder interesserer mig ikke på nuværende tidspunkt, sagde han efter sidste weekends 5-0-sejr over Fortuna Düsseldorf ifølge det tyske nyhedsbureau DPA.

- Min eneste bekymring lige nu er at spille en vellykket sæson. I Bayern München skal du blive mester, og det er det mål, vi har. Men der er stadig meget at spille om, sagde han ved den lejlighed.

Storklubben fulgte sidste weekends storsejr op med en 4-2-sejr lørdag over Bayer Leverkusen. Efter kampen kaldte han den potentielle målrekord for ”tilbehør” og understregede, at hvis den glipper, "er det også i orden.”

Vi bruger bare to andre spillere. Det er også godt nok en gang imellem

Hansi Flick, cheftræner i Bayern München

Målkongen og assistmageren mangler

To af de store profiler i sæsonen har været angriberen Robert Lewandowski og kreatøren Thomas Müller.

Mens førstnævnte er i spidsen af topscorerlisten i ligaen med 30 mål, så satte Thomas Müller lørdag ny rekord for flest assists i en Bundesliga-sæson, da han lavede sin 20. assist. Men begge spillere fik også raget sæsonens femte gule kort til sig, og det betyder, at de går glip af næste rundes hjemmekamp mod Borussia Mönchengladbach.

Det skræmmer dog ikke Hansi Flick, der har fuld tiltro til sit hold selv uden de to målræve.

- Vi bruger bare to andre spillere. Det er også godt nok en gang imellem, sagde Hansi Flick umiddelbart efter sejren over Bayer Leverkusen ifølge Goal.com.

Robert Lewandowski har udover sine 30 mål bidraget med tre assists i sæsonen, mens Thomas Müller har suppleret sine 20 assists med syv mål.

Udover hjemmekampen mod Mönchengladbach mangler Bayern München at møde bundholdet Werder Bremen, Freiburg og Wolfsburg. De har et forspring på syv point til Dortmund på andenpladsen.