Fodbold

Braithwaite ser frem til at konkurrere mod Luis Suarez

. Ritzau Scanpix

Martin Braithwaite glæder sig til at spille sammen med Luis Suarez og mener, at der er plads til dem begge på holdet.

Frygtindgydende Luis Suarez er tilbage for FC Barcelona, når LaLiga bliver genstartet i denne uge.

Selvom det kan betyde, at der vil være mindre spilletid til Martin Braithwaite i Barcelona-angrebet, så ærgrer det ikke danskeren, at spilleren fra Uruguay er vendt tilbage fra sin skade.

- Jeg er ikke en af dem, der tænker på dem måde. Jeg er meget glad for, at Luis Suarez er tilbage. Da jeg kom til klubben, blev han skadet, så vi har ikke nået at spille sammen, siger Martin Braithwaite til Goal.

- Jeg vil gerne spille sammen med ham og lære af ham, da han er en af de bedste i verden.

Saurez’ tilbagevenden betyder dog uden tvivl, at Braithwaite får en konkurrent mere at kæmpe med spilleminutterne om.

Suarez er stadig det klare førstevalg, mener TV2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker. Men det forringer ikke nødvendigvis danskerens muligheder for at komme på banen.

- Jeg tror stadigvæk, han kan forvente en masse spilletid – primært på kanterne. Og så er Suarez jo heller ikke mere fit, end at han selvfølgelig skal doseres lidt i sine kampe, siger Mads Junker.

'Messi er en sand inspiration'

Inden LaLiga-genstarten vender danskeren også sin første tid i klubben.

Her fortæller Braithwaite, der tidligere har spillet i franske Bordeaux og derfor er ferm på fransk, at han er kommet tæt på flere spillere – heriblandt Antoine Griezmann, Ousmane Dembele og Clement Lenglet, men også hollandske Frenkie De Jong.

Derudover ser han det som en store ære, at han kan spille sammen med og lære af Lionel Messi.

- Han giver holdet selvtillid, fordi han kan gøre en forskel når som helst. Han hjælper mig også med at blive en bedre spiller med hans råd, og den måde han ser fodbold på. Han er en sand inspiration for mig, siger Braithwaite.

Inden de sidste 11 spillerunder fører Barcelona ligaen med 58 point foran Real Madrid med 56. På tredjepladsen med 47 point følger Sevilla, der sparker ligaen i gang med den første kamp på hjemmebane i lokalbraget mod Real Betis.

Du kan se Mallorca mod FC Barcelona på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY lørdag klokken 21.55.