Fodbold

TV 2 sender LaLiga med tilskuerlyd og fiktive fans

Tilskuerlyd og fans på virtuelle skærme kan du opleve, når LaLiga genstartes fra på torsdag.

Når LaLiga-sæsonen bliver skudt i gang igen torsdag med et opgør imellem Sevilla og Betis, vil du ikke mødt af en lydtom kulisse på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.

Der vil nemlig være virtuel lyd på signalet, så kampene bliver så realistiske som muligt, når der i denne coronatid ikke må komme tilskuere på Camp Nou, Wanda Metropolitano og de andre spanske stadions.

- Vi har valgt at bruge tilskuerlyd på vores fodboldkampe på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY, fordi det har fungeret godt på de kampe, der allerede har været vist indtil nu på andre kanaler, siger TV 2 SPORTs redaktionschef Allan Hvid.

- Det skaber en stemning og minder mest muligt om den fodbold, vi er vant til at se. Vi savner selvfølgelig den oprindelige stemning fra et fyldt stadion, men det her er den næstbedste løsning.

Lydtapetet vil blive leveret af EA Sports, der står bag FIFA-serien til forskellige spilkonsoller. Derfor er det optaget lyd fra de specifikke stadioner, der vil blive langt på kampene.

Men hvad med dem, der hellere vil have den rene tv-oplevelse uden dåselyd?

- Vi ville ikke være i stand til at levere 'clean sound' på TV 2 PLAY til alle kampe, men vi har også vurderet, at kvaliteten af tilskuerlyden er så god, og at produktionen som helhed bliver løftet mest muligt på den måde. Så vi lægger erstatningslyd på alle vores produktioner. Jeg er sikker på, det bliver et godt produkt, siger Allan Hvid.

’Fans’ kommer ind på stadion

Men den virtuelle lyd er ikke det eneste nye, du vil kunne opleve på skærmen.

Til LaLiga-kampene vil der blive brugt virtual grafik langs med banen, hvor computeranimerede tilskuere vil være på lægterne.

- Vi ved, at der er blevet arbejdet rigtig meget med lydsiden på LaLiga, og der kommer også virtuelle skærme og grafik. På den måde tilbyder vi et nyt produkt set i et spanske perspektiv, siger Allan Hvid.

- LaLigas normale produktioner har en rigtig høj standard, og jeg kan næsten ikke forestille mig, at de går videre med noget, der ikke lever op til deres egen standard. Hvis den gør det, glæder jeg mig rigtig meget til at se det, da de er gode til at sikre flotte produktioner.

TV 2 SPORTs fodboldredaktør fortæller tilmed, at der endnu ikke er kommet en løsning for Serie A, men her arbejdes der ligeledes på at tilføje tilskuerlyd.

Du kan se LaLiga og Serie A på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.