Fodbold

AGF-træner efter Brøndby-kamp: Det har jeg ikke prøvet før

David Nielsen var tilfreds med sit holds præstation søndag aften. Bo Amstrup / Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

AGF holdt stort set Brøndby IF fra målchancer søndag aften, og det var AGF-træner David Nielsen fornøjet over.

Som fodboldfan var det måske ikke den mest underholdende kamp, som satte punktum for weekendens superligakampe.

Søndag aften endte Brøndby og AGF nemlig, som den begyndte, og det var AGF-træner David Nielsen faktisk ikke så utilfreds med, selvom kampens underholdningsværdi kunne have været højere.

- Jeg har ikke før været på Brøndby Stadion, hvor jeg har været med til at holde hjemmeholdet helt fra chancer. Det er også sjældent, at modstanderne holder nullet i Brøndby, siger AGF-træneren til EB.

Til AGF tilføjer træneren, at 0-0-resultatet på udebane er mere end godkendt. Specielt efter midtugens skuffende pokalsemifinalexit mod AaB.

- Jeg er rigtig, rigtig glad for den indsats, drengene leverer i dag (søndag, red.). Det var flot. Det var den tredje udekamp på en uge, og vi var alle sammen skuffede over onsdag aften. Så at komme med det svar og levere sådan en kamp på Brøndby Stadion er rigtig stærkt.

AGF-træner havde forventet kampens forløb

Det blev aldrig et offensivt festfyrværkeri mellem de to hold.

Faktisk havde begge hold kun en enkelt afslutning inden for målrammen, og det gik lige efter David Nielsens plan.

- Det blev den kamp, jeg havde håbet på inden.

- Vi kunne godt have vundet kampen, hvis vi lige havde sat den sidste aflevering ind, men omvendt holder vi også Brøndby fuldstændig fra chancer, og det glæder mig.

Ser frem mod resten af mesterskabsspillet

Det var holdenes første kamp i mesterskabsspillet i denne sæson, og den solide defensive indsats bekræfter træneren i, at århusianerne kan gøre sig gældende i det fine selskab.

- Vi skal ud at spille fodboldkampe mod nogle hold, som er rigtig, rigtig dygtige, hvor vi skal kunne mange ting. Så det var godt at se, at vi havde en god base på plads i dag.

AGF ligger på tredjepladsen i gruppen og har fem point ned til fjerdepladsen, Brøndby. Bronzekandidaternes næste kamp er på hjemmebane mod FC Nordsjælland på onsdag.