Fodbold

Duelund sender Kiev i pokalfinalen: - Jeg er tilbage

Den tidligere FC Midtjylland-spiller Mikkel Duelund blev onsdag den helt store pokalhelt for Dynamo Kiev.

Den danske offensivspiller Mikkel Duelund scorede begge kampens mål, da han sammen med sit ukrainske mandskab, Dynamo Kiev, onsdag eftermiddag sikrede sig avancement til pokalfinalen i Ukraine.

Duelund scorede således to gange i første halvleg i 2-0-sejren over Minaj.

Vi slog selv vores evige rivaler fra Shakhtar ud tidligere i turneringen, så nu skal vi have den pokal

Mikkel Duelund

Det første mål fandt allerede vej til netmaskerne efter ni minutters spil, og cirka fem minutter før pausen sparkede han den ind igen.

'Jeg er tilbage'

Og scoringerne faldt på et tørt sted for danskeren, hvis tid i det ukrainske har været præget af skader.

- Jeg har reelt set været ude i mere end et år med den brækkede ankel, hvor min fod bare ikke fungerede normalt i al den tid, og så var det fodboldmæssigt noget af en streg i regningen, at corona-pausen så kom, netop som jeg endelig kunne spille fodbold igen.

- Men efter min kamp i dag kan jeg tillade mig at sige: Jeg er tilbage. Og jeg synes selv, jeg er i en bedre udgave end nogensinde før ankelskaden, siger Mikkel Duelund til TV 2 SPORT.

Det ukrainske hold er spækket med gode spillere, og derfor har det heller ikke været nogen selvfølge for Duelund at være en del af startopstillingen, efter han er kommet tilbage fra sine skader.

- Der er så mange gode spillere i truppen, at man ikke bare vader direkte ind på holdet og spiller hver gang. Stort set alle mine holdkammerater - både dem på banen og dem på bænken - er jo A-landsholdsspillere, så der er kamp om pladserne. Jeg føler mig god nok til at starte hver gang, så jeg har noget, jeg skal bevise, når jeg får chancen, og det pres har jeg det faktisk helt fint med.

Vil løfte pokalen

De to mål sikrede Dynamo Kiev sejren og videre avancement til pokalfinalen. Her venter vinderen af opgøret mellem FC Mariupol og Vorskla. Den kamp spilles onsdag i næste uge.

- Det betyder sindssygt meget for klubben at være i finalen - og for mig selv at vise mig frem og score to afgørende kasser. Jeg ser mig selv som den type spiller, der lever af at være afgørende med mål og assists, så det er en fed følelse, når det lykkes som i dag.

Men det er ikke nok for den unge dansker blot at være kommet i finalen. Han drømmer om pokalen.

- Nu er vi i pokalfinalen, og den skal vi naturligvis vinde. Dynamo er en topklub, der altid skal vinde titler og trofæer. Vi slog selv vores evige rivaler fra Shakhtar ud tidligere i turneringen, så nu skal vi have den pokal.

Duelund skiftede i sommeren 2018 fra danske FC Midtjylland til den ukrainske hovedstadsklub Dynamo Kiev.

Duelund har også 24 kampe for det danske U21-landshold på cv'et. I de kampe blev det til seks scoringer.