Fodbold

Højbjerg frataget anførerbindet i Southampton

Ralph Hasenhüttl truede i starten af juni med at tage anførerbindet af Pierre-Emile Højbjerg. Nu har han gjort det.

Er Pierre-Emile Højbjerg på vej væk fra Southampton?

Meget kunne tyde på det, efter at Ralph Hasenhüttl, der er cheftræner i klubben, meddelte på et pressemøde onsdag, at James Ward-Prowse er klubbens anfører i resten af sæsonen - og altså ikke danskeren, som det hidtil har været.

- Nej, han (Højbjerg, red.) bliver ikke vores anfører, siger Hasenhüttl på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Jeg talte med ham, og vi havde en aftale. Jeg gjorde det klart for ham, at hvis han ikke besluttede sig for at forlænge kontrakten, skal han ikke være anfører for holdet.

Danskeren, som har kontraktudløb i sommeren 2021, er imidlertid ikke ude i kulden.

- Jeg har talt med ham de seneste dage, og han ved, at han er en vigtig spiller for klubben. Jeg synes, vi er nået fint til enighed, siger østrigeren.

Advarsel fra cheftræneren kom i starten af juni, hvor Hasenhüttl sagde, at hvis Højbjerg ikke forlængede sin kontrakt med klubben, ville han miste anførerbindet.

- Det vil ikke være en god situation for ham (hvis han ikke forlænger, red.). Som anfører kan du ikke lede et hold uden at forlænge din kontrakt, sagde han 3. juni.

- Det er ikke godt at gå ind i det sidste år af din kontrakt. Det er ikke en ideel situation, men vi har muligheder for at håndtere det, og vi vil have samtaler med andre spillere for at træffe en beslutning.

Har været rygtet til Tottenham

Derfor kunne denne melding tyde på, at danskerne spiller et andet sted efter sommerferien.

På rygtebasis viser ligakonkurrenterne fra Tottenham og Everton interesse for Højbjerg, der altså kan skifte transferfrit næste sommer, hvis han ikke forlænger med Southampton.

Den 24-årige dansker har spillet 28 af holdets 29 kampe indtil videre i denne Premier League-sæson.

Southampton ligger nummer 14 og har syv point ned til nedrykningsstregen.