Fodbold

Sommerens transfervindue holdes åbent til oktober, siger UEFA

Lautaro Martinez er en af de spillere, der rygtes væk fra Inter i det kommende transfervindue. Miguel Medina / Scanpix Denmark

Det skal være muligt for klubber at handle spillere frem til og med 5. oktober, meddeler UEFA.

Sæsonerne i adskillige europæiske fodboldligaer bliver først afsluttet sent på sommeren på grund af coronapandemien.

Det har ført til, at næste sæson vil begynde senere, end den plejer i en række lande. Det gælder også de europæiske klubturneringer.

Derfor foreslår Det Europæiske Fodboldforbund, UEFA, at sommerens transfervindue holdes åbent frem til og med 5. oktober.

Opfordringen til alle de europæiske medlemslande er, at de vælger den samme deadline, så det er ensartet i Europa.

Det blev meddelt, efter at UEFAs eksekutivkomité torsdag havde holdt møde for anden dag i træk.

UEFA oplyser, at klubber senest kan registrere spillere i de europæiske turneringer 6. oktober.

Det er årsagen til, at transfervinduet skal været lukket dagen før, så klubberne efterfølgende kan melde trupperne ind til kampene i Champions League og Europa League i sæsonen 2020/2021.