Braithwaite rammer bunden hos internationale medier
Martin Braithwaite og Barcelona får generelt ikke mange positive ord med på vejen hos internationale medier efter 0-0-kampen mod Sevilla.
63 mere eller mindre anonyme minutter var facit for Martin Braithwaites topkamp fredag aften i Sevilla.
Barcelona-danskeren havde fået tillid fra sin træner, Quique Setien, men han fik ikke betalt tilbage for pladsen i startopstillingen med mindeværdige aktioner i kampen, der endte, som den begyndte. Det ses tydeligt på de internationale mediers bedømmelse af danskeren.
Når det er sagt, var Braithwaite langt fra ene om at have svært ved at finde storspillet frem. Det ses tydeligt på hans holdkammeraters karakterer, hvor ingen ligefrem sprænger skalaen hos noget medie.
Med 0-0-resultatet har Braithwaite og Barcelona sparket bolden over til Real Madrid, der nu selv kan afgøre mesterskabskampen.
Internationale mediers bedømmelse af Braithwaite
Marca: Hos spanske Marca uddeler de ikke karakterer, men tildeler i stedet spillerne titler for deres præstationer. Og her har Martin Braithwaite ikke fået en titel, man ønsker. Han er således blevet udnævnt som ’De Incógnito’ for sin anonyme kamp.
Mundo Deportivo: Hos Barcelona-mediet Mundo Deportivo er de ikke imponerede over Martin Braithwaites indsats bedømt på hans karakter. De tildeler ham således karakteren 1 af 3. Til gengæld roses Barcelonas bagkæde og målmand Marc André Ter Stegen.
ESPN: Hos amerikanske ESPN scorer Martin Braithwaite karakteren 5 af 10, hvilket er det laveste af de 11 Barcelona-spillere i startopstillingen.
- Martin Braithwaite skulle sammen med Jordi Alba håndtere truslen fra Jesus Navas og Ocampos i Sevillas højre side. Det betød, at hans aftryk offensivt var begrænset, inden han blev taget ud lige efter en time, skriver de.
Tribuna: På Barcelona-mediet Tribuna fremhæver de tre spillere, der har spillet godt, og tre spillere, der skuffede. Martin Braithwaite tilhører sammen med Arturo Vidal og Luiz Suarez sidstnævnte kategori.
Braitwaite scorer karakteren 6 af 10, mens Luiz Suarez kun får 5,5 af 10.
- Det blev danskerens værste kamp for ’Blaugrana’ indtil videre. Den 29-årige så middelmådig ud på fløjen og var usynlig det meste af tiden.
- På papiret så det ud til at være en god ide at sætte Braithwaite ind frem for Griezmann, men beslutningen endte med at være forfærdelig.
AS: AS uddeler ikke karakterer, men giver en lille skriftlig bedømmelse af hver spiller.
- En overraskende plads i startopstillingen. Den danske spiller var energisk og forsøgte at assistere den sydamerikanske angriberduo (Luiz Suarez og Lionel Messi, red.), men mislykkedes at skabe chancer og var den første spiller til at blive ofret af Setien.
Martin Braithwaite og Barcelona spiller igen på tirsdag mod Athletic Club.