Premier League-klub fordømmer 'White Lives Matter'-banner
Fodboldklubben Burnley har udsendt en pressemeddelelse, hvor de tager stærk afstand fra det banner, en tilhænger fløj henover Etihad Stadium.
Kort før mandag aftens Premier League-kamp mellem Manchester City og Burnley stjal et fly med de provokerende ord 'WHITE LIVES MATTER BURNLEY' henover Manchester City-hjemmebanen Etihad Stadium opmærksomheden.
Minutter efter fordømte udeholdet hændelsen med flyet og udsendte en pressemeddelelse:
- Burnley FC fordømmer kraftigt handlingerne fra de ansvarlige for flyet og det stødende banner, der fløj over Etihad Stadium mandag aften.
- Vi ønsker at gøre det klart, at de ansvarlige ikke er velkomne på Turf Moor.
- Dette er på ingen måde repræsentativt for, hvad Burnley Football Club står for, og vi vil arbejde fuldt ud med myndighederne for at identificere de ansvarlige og udstede livstidsforbud.
Det er Burnleys første kamp efter genstarten af sæsonen, mens Manchester City genoptog sin sæson ved i sidste uge at vinde 3-0 over Arsenal.
Banneret kan ses som en modreaktion på den massive opmærksomhed, som 'Black Lives Matter'-bevægelsen har fået over hele verdenen, efter George Floyd blev kvalt ihjel af en politimand i USA.
Flere fodboldspillere og sportsfolk har de seneste uger knælet ved flere lejligheder for at støtte kampen for ligeret for alle racer.
I Premier League har man genstartet sæsonen uden spillernes navne på ryggen og i stedet gjort plads til teksten 'Black Lives Matter' for at støtte bevægelsen.
Netop det initiativ bakker Burnley også op om i pressemeddelelsen og understreger, at de bakker op om kampen mod racisme.