Fodbold

Burnleys anfører er flov over 'White Lives Matter'-banner

Flyet med banneret fløj ind over stadionet, kort efter at alle spillere og trænere havde knælet for at støtte bevægelsen Black Lives Matter. Ritzau Scanpix

Et banner med teksten "White Lives Matter" møder fordømmelser fra Burnley- og Manchester City-spillere.

Burnleys anfører, Ben Mee, fordømmer et banner med teksten "White Lives Matter Burnley", der blev fløjet ind over Burnleys stadion under kampen mod Manchester City mandag.

Det siger den 30-årige brite efter kampen til det britiske medie Sky Sports.

- Jeg skammer mig og er flov. Disse personer skal komme ind i det 21. århundrede og uddanne sig selv.

- De repræsenterer ikke, hvad vi står for, siger Ben Mee til Sky Sports.

Burnleys manager, Sean Dyche, stemmer i og kalder det uacceptabelt.

Vil finde dem, der står bag

Klubben skriver i en pressemeddelelse, at der venter livsvarig udelukkelse fra klubbens stadion til dem, der står bag.

- Dette er på ingen måde repræsentativt for, hvad Burnley Football Club står for, og vi vil arbejde fuldt ud med myndighederne for at identificere de ansvarlige og udstede livstidsforbud, skriver klubben.

Flyet med banneret fløj ind over stadionet, kort efter at alle spillere og trænere havde knælet for at støtte bevægelsen Black Lives Matter i forbindelse med de verdensomspændende demonstrationer mod politivold og racisme.

Manchester Citys Raheem Sterling, der har været meget aktiv i protesterne mod racisme, har delt et billede af banneret på Twitter, hvor han skriver: "Tid til forandring".

'Uddannelse vil redde os'

Citys manager, Pep Guardiola, kommenterede også sagen efter kampen.

- Selvfølgelig betyder hvide menneskers liv også noget, men det gør sorte menneskers liv også. Alles liv betyder noget, vi er ens.

- Hver dag skal vi kæmpe for al retfærdighed i verden. Det begynder i skolerne hos den nye generation, der skal lære, at vi er lige. Uddannelse vil redde os, siger Guardiola ifølge det britiske medie The Guardian.

Den europæiske instans for ligestilling, Fare, der arbejder sammen med Det Internationale og Det Europæiske Fodboldforbund, FiIFA og UEFA, fordømmer også hændelsen.

- Den racistiske modreaktion til Black Lives Matter-bevægelsen i Europa er en tendens, vi ser og har dokumenteret, siger Fares administrerende direktør, Piara Powar til The Guardian.

- "White Lives Matter" kan kun være motiveret af racisme og en afvisning af lige rettigheder. Det viser, hvorfor kampen for lige rettigheder er så vigtig, siger Piara Powar.

Kampen mellem Burnley og Manchester City endte 0-5.