Fodbold

Fodboldspiller fra Slagelse er smittet med coronavirus

En spiller fra Slagelse er smittet med coronavirus, bekræfter holdets træner. Slagelse spiller i 2. division.

Et coronatilfælde har ramt fodboldklubben Slagelse. Klubben spiller til dagligt i 2. division.

Slagelse-træner Ulrik Balling fortæller, at alle spillere og ledere bliver testet for coronavirus, efter at en spiller er testet positiv for sygdommen.

- Da vi blev bekendt med, at vi havde en smittet spiller lørdag aften, så fik jeg travlt med at ringe rundt.

- Søndag fik vi alle spillere og ledere testet, og så er vi ellers gået i gang med at få svar, siger Slagelse-træner Ulrik Balling til Sjællandske.

Avisen var i kontakt med Slagelse-lejren mandag eftermiddag, og på det tidspunkt var der ikke tikket positive testsvar ind.

Onsdag skal Slagelse spille en kamp i 2. division på udebane mod Vejgaard, men coronasituationen har skabt usikkerhed før opgøret.

- Lige nu har jeg ikke noget større overblik over situationen. Jeg ved, at vi har fået alle mand testet, og jeg ved, at nogle skal testes igen tirsdag. Og så håber vi, at de kan nå at få svaret på den anden test, siger træneren.

Han krydser fingre for, at truppen ikke bliver lagt ned af en kollektiv coronavirus.

Næstformand: - Jeg er ikke bekymret

Ifølge næstformand Mick Keller kan både cheftræner Ulrik Balling og onsdagens modstandere fra Vejgaard være helt rolige.

Slagelse har taget sine forholdsregler og fulgt anbefalinger og retningslinjer for at minimere smitterisikoen, siger Mick Keller.

- Jeg er på ingen måde bekymret, for jeg ved, at vi har alt under kontrol. Det eneste, min bekymring går på, er den unødige panik, som artiklen i Sjællandske kan have bragt.

- Vi er helt trygge ved situationen, det kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke skulle være. Vi følger fortsat alle retningslinjer og har god dialog med både myndigheder og Divisionsforeningen, så vi glæder os til at komme til Vejgaard, siger næstformanden til Ritzau.