Fodbold

Snak om Zlatans fremtid er sat på pause

Der kommer ikke en afklaring på svenskerens fremtid lige foreløbig, siger AC Milans fodbolddirektør.

Zlatan Ibrahimovic vendte i januar hjem til AC Milan, hvor han også spillede fra 2010 til 2012.

Denne gang skrev han kontrakt for resten af sæsonen - en kontrakt, der altså snart udløber.

Derfor er der på det seneste blevet spekuleret i, hvor Zlatans fremtid ligger. Den snak er nu skudt til hjørne af AC Milans fodbolddirektør.

- Holdet har forbedret sig meget, siden han kom til.

- I slutningen af sæsonen må vi sætte os ned og diskutere situationen, og vi må høre, hvad han tænker, siger Frederic Massara ifølge GOAL til Sky Sports Italia.

Serie A, der var på pause i flere måneder på grund af coronavirusset, er sat til at slutte den 2. august, hvor AC Milan på hjemmebane slutter sæson imod Cagliari.

Zlatan Ibrahimovic i jubel over ét af sine fire mål i sæsonen.

'Fænomenal' spiller

Fodbolddirektøren siger ikke noget om, hvorvidt han ønsker at beholde den svenske superstjerne i klubben.

Ikke desto mindre har han ikke andet end ros til Zlatan, der har scoret fire mål i de ti kampe, han har spillet for holdet i denne sæson.

- Han ville hjælpe Milan i en svær tid for klubben. Der er ingen tvivl om, at alle hold vil blive bedre af at have Ibrahimovic - han er en fænomenal spiller, siger Massara.

AC Milan vandt mandag aften 4-1 på udebane over Lecce. Sejren placerer dem i skrivende stund på en syvendeplads i den italienske liga.

Sejren kom dog med en vis portion malurt i bægeret. Danske Simon Kjær måtte nemlig lade sig udskifte med en skade undervejs.

Milano-klubben har 11 kampe tilbage i sæsonen.