Fodbold

Vejle taber point mod bundhold - Viborg haler ind

Næstved fik 1-1 hjemme mod Vejle to dage efter trænerfyring. Samtidig vandt Viborg 1-0 i Skive.

Fyringen af den tyske cheftræner Maximilian Dentz har omgående givet en positiv effekt på banen for Næstved Boldklub, der kæmper for at redde livet i 1. division.

Onsdag aften - to dage efter farvellet til Dentz - fik Næstved 1-1 i hjemmekampen mod topholdet Vejle Boldklub.

Mens Vejle dummede sig, halede Viborg ind på vejlenserne og er nu nærmeste forfølger. Viborg vandt lokalopgøret i Skive med 1-0 på et mål af gambieren Alassana Jatta lige før pausen.

Vejle er dog stadig i en gunstig position til at tage sæsonens eneste oprykningsbillet til Superligaen. Før de sidste syv runder har Vejle otte point mere end Viborg.

Næstved kom foran efter kort tid

Andreas Heimer lignede længe en matchvinder for Næstved.

I kampens ottende minut steg han til vejrs efter et hjørnespark og pandede Næstved i front.

Den stilling holdt helt frem til det 83. minut. Her udlignede stortalentet Wahid Faghir på et afrettet skud.

Spillere kritiserer fyret Næstved-træner

Det ene point er tiltrængt for Næstved, der ligger næstsidst i 1. division og fortsat har seks point til redning.

Det er dog ikke kun i tabellen, at den positive oplevelse er vigtig. Efter mandagens trænerfyring fortalte flere spillere til blandt andet Sjællandske og bold.dk, at Maximilian Dentz var som en diktator, og at han forskelsbehandlede spillerne og viste truende adfærd.

Spillerne undrede sig også over, at træneren åbenlyst ikke satte de bedste spillere på banen hver gang, men havde sine favoritter.

Indtil videre ser midlertidig cheftræner Kenneth Gangsted ud til at have samlet stumperne på en positiv måde. Han er den femte træner til at stå i spidsen for Næstved de sidste 13 måneder.

Til gengæld må det ærgre Vejle-lejren, at topholdet kun fik et point med fra kampen mod bundholdet.