Fodbold

Landsholdsspiller føler sig chanceløs efter to år på bænken

Frederik Rønnow har spillet syv kampe for det danske A-landshold. Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Frankfurt-målmand Frederik Rønnow roses af sin arbejdsgiver, som dog ikke vil stå i vejen for at skifte efter denne sæson.

Historien om Frederik Rønnow og den tyske Bundesliga-klub Eintracht Frankfurt har gennem to år nærmest handlet mere om at komme væk end om spillet på banen.

Det sidste har der nemlig ikke været meget af, siden landsholdsmålmanden i sommeren 2018 skiftede fra Brøndby til Frankfurt. Nærmere bestemt er det blevet til 21 kampe.

Jeg vil spille, og det er selvfølgelig også derfor, der er snak om, at der skal ske noget

Frederik Rønnow

Sæsonen lakker nu mod enden, og endnu engang er et brud med rollen som andenmålmand efter Kevin Trapp et tema.

- Han kan til enhver tid spille i Bundesligaen. Hvis der kommer et tilbud, vil vi ikke stå i vejen for ham, siger klubbens sportsdirektør Bruno Hübner ifølge echo-online.de.

Rønnow blev efter skiftet for to år siden ramt af en skade, som fik Frankfurt til at hente Kevin Trapp i Paris Saint-Germain.

Det største ønske er umuligt

Det har gjort ham til den evige toer i klubbens målmandshierarki. Han fortæller til TV 2 SPORT, at hans "største ønske er at blive her og være førstemålmand," men det ønske er så godt som utænkeligt med Trapp i truppen.

- Det er det, der har været så svært her. Jeg har følt, at det nærmest er lige meget, hvordan jeg eller ham den anden har gjort det, så er det ham, der har spillet hver eneste weekend. Og det er jeg ikke interesseret i, siger Rønnow til TV 2 SPORT.

Kevin Trapp har siden sommeren 2018 været førstevalget i Frankfurt.

- Jeg vil spille, og det er selvfølgelig også derfor, der er snak om, at der skal ske noget. Jeg føler ikke, chancen her er stor nok for at spille.

Frederik Rønnow fortæller, at han og klubben løbende har talt om situationen og ønsket om at komme et sted hen, hvor der er en chance for spilletid.

Træner vil beholde Rønnow

I weekenden blev Rønnow så sat i målet på bekostning af Kevin Trapp, da Frankfurt spillede 1-1 på udebane mod FC Køln. Det var første gang i 2020, han fik spilletid.

- Der er en grund til, de (klubben, red.) siger de her ting, og der er en grund til, jeg har fået mine kampe, også her i weekenden. De kan godt se, jeg har kvaliteten til det. Jeg har også snakket med træneren (Adi Hütter, red.) om, at de håbede på, jeg blev, fordi de gerne vil have to så gode målmænd, siger Frederik Rønnow, der dog konstaterer, at pilen formentlig peger i den modsatte retning: et længe ventet klubskifte.

- Jeg spiller ikke, når ham den anden er klar, og det skal jeg til. Vi må se, hvad der sker i løbet af sommeren, men det kunne godt pege mod det. Man ved aldrig.

Størstedelen af de kampe, Rønnow har spillet for Frankfurt, var i slutningen af 2019, hvor Kevin Trapp blev ramt af en skade.

Det gav Rønnow 14 kampe, men da vinterpausen var slut, var Trapp igen klar, og så tog Rønnow plads i skyggen frem til weekendens kamp.

Frederik Rønnow har siden debuten i 2016 spillet 7 kampe for Danmark.

Vil spille på samme niveau

Mange spillere har gennem tiden taget et skridt ned efter ophold i klubber, hvor spilletiden har været langt væk, men det bliver ikke umiddelbart Rønnows tilgang.

- Jeg ved godt, at 21 kampe ikke er meget på to år, men det har været på et godt niveau, og jeg har vist, at jeg kan være med, så jeg har selvfølgelig ikke tænkt mig at gå ned i niveau, siger han til TV 2 SPORT.

- Jeg føler stadig, jeg har rigtig meget at give, men samtidig meget at lære. Jeg håber på, jeg efter sommer som minimum kan være på et lige så højt niveau.

EM betyder meget, men...

Frederik Rønnow har trods bænkpladsen bevaret sin plads på det danske landshold, hvor han dog også står i skyggen af en anden målmand, nemlig Kasper Schmeichel.

Han har spillet syv kampe for Danmark, og han håber, at et eventuelt skifte er med til at sikre en plads på det hold, der skal spille EM for Danmark næste sommer, hvor de danske kampe spilles på hjemmebane i Parken.

- EM er to til tre uger. Så er der 49 andre uger i løbet af året, hvor det også skal hænge sammen. Men EM betyder selvfølgelig rigtig meget. Jeg har været med i lang tid, også på trods af jeg ikke har spillet så meget. Det vidner også om, at jeg gør nogle ting rigtigt, og at jeg har en vis kvalitet, siger Frederik Rønnow.