’Lyset var helt slukket’ – hårde ord til Eriksen i italienske medier

Det var en middelmådig aften for Christian Eriksen, da Inter spillede uafgjort mod Sassuolo og tog et skridt væk fra kampen om guldet.

Inter haltede efter fra starten af kampen mod Sassuolo, der på papiret ellers var en nem modstander.

Selvom Inter kæmpede sig til føringer både på 2-1 og 3-2, måtte de gå skuffede fra banen med et 3-3-resultat.

Christian Eriksen havde ikke de store aktioner i kampen, og i det 62. minut ved stillingen 2-1 til Inter blev han skiftet ud og måtte se resten af kampen fra bænken.

Herfra kunne han blandt andet se, at holdkammeraten Roberto Gagliardini brændte sæsonens nok største chance på tomt mål.

'Middel Inter-aften'

Efter kampen uddelte de italienske medier som sædvanlig karakterer til Inter-holdet, og her var skuffelsen da også til at få øje på.

Hverken Corriere della Sera, La Gazetta dello Sport eller Calciomercato har givet højere karakterer end syv på en skala, der går til ti. Og faktisk er det kun Corriere della Sera, der slynger syvtaller ud.

For de 62 minutter, Eriksen nåede at være på banen, høster han middelmådige bedømmelser.

Roberto Gagliardini missede en kæmpemæssig mulighed for at bringe Inter foran med 3-1 i kampen mod Sassuolo. Video: Bo Bentsen

Hårdest er kommentaren i La Gazetta dello Sport, der giver karakteren 5.5:

- Chris (Christian Eriksen, red.) spillede mange bolde tre skridt tilbage. Det var en aften, hvor lyset var helt slukket. Tre skridt tilbage.

Til sammenligning får de to første målscorere Lukaku og Biraghi 6.5, hvilket er det højeste i denne omgang. Alt i alt ender holdet samlet på 5.5, og det må siges, at være en hård aften for Inter-mandskabet.

'Skal spille en større rolle'

Hos Corriere della Sera får danskeren også 5.5, men her ser de lidt mere optimistisk på hans spil, hvor de skriver, at han skinner mindre end normalt i onsdagens kamp, men at han spiller den rigtige bold, der leder til straffesparket.

Eriksen topper med en bedømmelse på 6 hos Calciomercato.

- Han er nødt til at spille en større hovedrolle og være i centrum af spillet. Assisten til Skriniar er enkelthed og effektivitet.

Farvel til guldet?

Med det uafgjorte resultat ser det nu ud til, at Inter får gevaldigt svært ved at tage det italienske guld denne sæson. De er nummer tre med ni point op til Juventus, som har spillet en kamp mere.

Inter har 11 kampe tilbage til at nå førstepladsen. Selvom de skulle hente point i de resterende kampe, kræver det, at Juventus, der har vundet de seneste fire kampe, smider point.

Næste kamp for Inter er mod Parma på søndag.

Kampen kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra 21.30.