Fodbold

Randers FC forlænger med anfører

Anfører Erik Marxen og Randers FC har nu papir på hinanden frem til sommeren 2024.

Eric Marxen og Randers FC fortsætter samarbejdet.

Fredag meddeler superligaklubben, at anføreren har forlænget sin kontrakt med kronjyderne frem til sommeren 2024.

Marxens kontrakt stod tidligere til at udløbe til nytår.

- Jeg har kæmpet for at komme i en position, hvor jeg kunne skrive under på en god og lang aftale med klubben. Randers FC er et sted, hvor jeg føler mig fantastisk godt til rette og har en kæmpe lyst til at fortsætte det arbejde, vi er i gang med, siger anføreren i en pressemeddelelse.

- Så der er noget fremtid, økonomi og en form for velvære i at vide, at jeg fortsætter et sted, som jeg godt kan lide at være. Det er fantastisk.

'En kulturbærer'

29-årige Marxen kom til Randers i sommeren 2015 og har siden spillet 139 kampe i den bedste danske række for klubben.

- Erik er en spiller som betyder rigtig meget både på og udenfor banen. Han er en kulturbærer, som har de rigtige værdier og de Randers FC-dyder, som vi værdsætter højt her i klubben, siger sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen.

- Derudover har han udviklet sig rigtig meget både som spiller og som leder, efter at han er blevet anfører og er kommet ind centralt i banen. Han fylder rigtig meget i klubben, og det er fedt at have underskrevet med ham. Han klæder klubben, og klubben klæder ham.

Erik Marxen har en fortid i Middelfart, Vejle, AC Horsens og Sønderjyske.

Han drømmer om at gøre Randers til en permanent del af Superligaens top.

- Jeg har kæmpe ambitioner om, at vi skal have lukket hullet op til top-6. Der har været seks klubber foran os de sidste par sæsoner, og jeg har en drøm om, at vi kan komme med i det forjættede land, hvis vi tager nogle skridt i den rigtige retning.

- Vi har været tæt på et par gange nu, og jeg synes, det ser sindssygt fornuftigt ud, siger Marxen.