Fodbold

Rivaldo i kritik af Barcelona-træner: - Har fået alle til at tvivle

På et pressemøde tirsdag udtalte Quique Setién, at han er bevidst om, at Barcelonas spil ikke fungerer optimalt i øjeblikket.

Se Celta Vigo mod Barcelona lørdag klokken 17.00 på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.

I fodboldens verden er Barcelona historisk set forbundet med flot fodbold og mange mål.

Men siden genstarten på LaLiga efter den tre måneder lange coronapause har det både haltet med at få bolden i netmaskerne og levere den underholdning, som alverdens Barcelona-fans kræver weekend efter weekend.

Selvfølgelig har de seneste kampe fået alle til at tvivle

Rivaldo

I de seneste tre kampe har den catalanske storklub blot scoret tre gange, og et 0-0-resultat mod Sevilla i sidste uge betød, at de måtte overlade ligaens førsteplads til de evige rivaler fra Real Madrid.

Udfordringerne de seneste uger har mødt kritik fra flere kanter - blandt andet fra den tidligere Barcelona-angriber Rivaldo.

- Det er tydeligt, at Barcelona er nødt til at forbedre sit spil, og det er op til Quique Setién at finde formlen til at gøre noget nyt og forskelligt, hvor han kan drage fordel af den kvalitet, som de spillere, han har til rådighed, besidder.

- Selvfølgelig har de seneste kampe fået alle til at tvivle. Fansene og medierne. Vi er vant til at se et anderledes Barcelona, der leverer et show, når de er i kamp, siger den 48-årige brasilianer til den spanske sportsavis Marca.

Quique Setién blev ansat i januar, da Ernesto Valverde blev fyret efter et skuffende efterår, hvor havde langt flere pointtab, end man er vant til i Barcelona.

Stjernerne skal tage ansvar

Rivaldo skyder dog ikke kun med skarpt mod 61-årige Barcelona-træner. Den tidligere stjernespiller ser også udfordringer på spillersiden, hvor han særligt er utilfreds med flere af de rutinerede spillere.

- Ansvaret bør ligge hos de rutinerede spillere, der har mere erfaring. Det er dem, der skal give mere af sig selv, siger Rivaldo, der blandt de unge spillere har observeret lovende takter fra talenterne Ansu Fati og Rique Puig.

- De er vigtige for holdet, og de har en lys fremtid foran sig. Men jeg tror ikke, det er dem, der skal gøre forskellen på et tidspunkt, hvor der er så meget på spil.

En af de spillere, der har fået mest kritik både før og efter coronapausen, er franske Antoine Griezmann. Angriberen kom til klubben sidste sommer, men med sine blot otte mål i LaLiga har han endnu ikke leveret på sit vanlige niveau.

Tidligere på måneden langede den tidligere Real Madrid-spiller Javier Balboa hårdt ud efter den franske verdensmesters motivation og indstilling til tingene.

- Det er, som om vi snakker om en 14-årig dreng. Han er verdensmester, men kan ikke tilpasse sig måden, Messi, Suarez og Barcelona spiller på? Det handler om vilje. Braithwaite kan finde ud af det, og han kom fra Leganés. Han gør det stille og roligt og viser sig frem på banen, sagde Javier Balboa til mediet SPORT.

Setién bevidst om udfodringer

Målt på resultater har Quique Setién haft et udmærket forår i spidsen for Barcelona - omend der er et par skuffelser i blandt. I ugerne inden coronapausen tabte catalanerne 2-0 på udebane mod Real Madrid, og i februar blev det til et nederlag i pokalturneringens kvartfinale.

I sidste uge var Barcelona tæt på at tabe til Sevilla, og i tirsdags var de ligeledes i problemer på hjemmebane mod Athletic Bilbao, hvor de dog vandt 1-0. På et pressemøde efter kampen erkendte Quique Setién, at spillet ikke er strålende i øjeblikket.

- Vi har manglet noget klarhed og præcision, og der har været nogle ting, hvor vi ikke har været gode nok som at lægge et ordentligt pres efter at have tabt bolden, sagde Quique Setién på det efterfølgende pressemøde, hvor han også pointerede, at det først og fremmest handler om at vinde.

Barcelona er á point med Real Madrid, der dog fører LaLiga, da de er bedre indbyrdes. Der resterer otte kampe af indeværende sæson.