Fodbold

Ronaldo er ikke den bedste, jeg har mødt, siger Lyon-dansker

Danske Joachim Andersen blev den dyreste dansker, da han skrev under med Lyon. Og han har store ambitioner for den franske klub.

Sidste sommer skiftede 24-årige Joachim Andersen fra Sampdoria i Serie A til Lyon i Ligue 1.

Olympique Lyon måtte slippe 225 millioner kroner for at få den danske forsvarsspiller på en femårig kontrakt, der udløber i 2024. Det gjorde ham til den dyreste danske fodboldspiller nogensinde.

Faktisk var det ikke Ronaldo, der imponerede mig mest. Efter min mening var Ciro Immobile den sværeste at møde

Joachim Andersen

I den hollandske Æresdivision lærte han at spille flere forskellige positioner og være god på bolden. I Serie A udviklede han sine defensive kvaliteter.

Nu har han næsten afsluttet sin første sæson i den franske Ligue 1 og ser flere forskelle mellem italiensk og fransk fodbold.

- Ligue 1 er en god liga. Meget mere dynamisk og fysisk end Serie A, hvor det er mere taktisk og med en større fodboldkultur. Her i Frankrig er det mere et spørgsmål om power play og kontraangreb. I Italien tænker folk mere på fodbold. Under alle omstændigheder er det berigende at lære forskellige kulturer. Og det var grunden til, jeg kom til Frankrig - for at lære ny form for fodbold, siger Joachim Andersen i et stort interview til franske 90 min.

Når han skal pege på den bedste spiller, han spillede overfor i Serie A, ville det oplagte svar for mange nok være Cristiano Ronaldo. Men nej. Andersen er af anden mening.

- Faktisk var det ikke Ronaldo, der imponerede mig mest. Efter min mening var Ciro Immobile den sværeste at møde i Serie A. Da vi spillede mod Lazio, tabte vi altid stort. De dræbte os, og Immobile var on fire hele tiden.

Mens danskeren spillede i Sampdoria, mødte de Lazio seks gange i Serie A. Det endte med en sammenlagt målscore på 20-7, hvor Sampdoria kun formåede at tage point én enkelt gang fra Immobile og Lazio i en kamp, der endte 2-2.

Lyon skal være store igen

De store forventninger, der fulgte med, da han satte sin underskrift på kontrakten og blev danmarks dyreste fodboldspiller, er han klar til at leve op til. Og ambitionerne er store for tiden hos Lyon.

Forsvarsspilleren vil vinde titler - ligesom klubben gjorde i 00'erne. Lyon tog det seneste trofæ i 11/12-sæsonen, hvor de blev pokalmestre.

- Mit mål er at vinde i Ligue 1. Hvis det ikke er din ambition i Lyon, så skal du spille et andet sted. Vi vil vende tilbage til den tid, hvor Lyon vandt alt, og det var derfor, jeg kom. Vi har gode spillere.

Andersen må dog vente lidt endnu på at løfte en pokal med Lyon. For i hans første sæson i klubben sluttede han og holdkammeraterne på en syvendeplads, da ligaen blev afsluttet før tid.

De seneste tre sæsoner er danskerens klub sluttet på tredjepladsen. Med det dårligere resultat denne sæson har Andersen og holdet ramt aviserne en del gange. Det er dog ikke noget, danskeren lader sig påvirke af.

- Medierne ved ikke, hvad vores taktik og planer er. Nogle gange kan du gøre noget godt, og når din holdkammerat laver en fejl, så kan du se dum ud. Det er sket et par gange denne sæson, og medierne har bebrejdet mig personligt. Fejl er ikke individuelle.

Næste kamp, der venter Andersen og Lyon, er returopgøret i ottendelsfinalen mod Juventus i starten af august. Første opgør endte 1-0 til Lyon.