Fodbold

Arjen Robben gør comeback et år efter karrierestop

Den hollandske offensivspiller har tidligere spillet for Bayern München. Andreas Gebert / Ritzau Scanpix

Den tidligere landsholdsspiller har valgt at genoptage den karriere, som han ellers havde indstillet i sommer.

Han var egentlig stoppet, men nu er han tilbage.

I sommeren 2019 valgte den nu 36-årige kantspiller Arjen Robben at stille fodboldstøvlerne på hylden efter en gloværdig karriere. Men nu er det tid til at pudse dem igen.

Hollænderen har nemlig valgt at genoptage sin karriere. I næste sæson kommer Robben til at tørne ud for hollandske FC Groningen. Det skriver klubben på sin Twitter-profil.

Hovedpersonen håber naturligvis, at returen til fodboldverdenen kommer til at gå godt.

- Jeg arbejder på et comeback som fodboldspiller i FC Groningen. Jeg ved endnu ikke, om det kommer til at gå. Hvad jeg dog ved, er, at det ikke kommer til at afhænge af mit engagement og min motivation, siger han til klubbens hjemmeside.

Kontrakten gælder i første omgang for den kommende sæson. Arjen Robben begyndte sin karriere i netop FC Groningen.

Hårdt arbejde - har været skadesplaget

Arjen Robben har gennem sin karriere været hårdt ramt af skader - ja, indimellem har man måske været i tvivl om, hvorvidt han er lavet af glas.

Men fysikken har han da også selv fokus på i opstarten.

- Det bliver en hård fysisk opgave, men jeg går efter det. Jeg arbejder hårdt bag kulissen, og hvis alt går vel, er jeg med til første træning, siger han.

Derfor er det da også en smule overraskende, at Robben nu vil tilbage på fodboldbanen.

Den hollandske liga blev afblæst før tid i en sæson, hvor Groningen blev nummer ni.

Et væld af titler

Arjen Robben har i sin karriere spillet for storklubberne Chelsea, Real Madrid og Bayern München.

Her har han vundet i alt 11 mesterskaber og 7 pokaltitler, men det er blevet til et enkelt Champions League-trofæ med Bayern München.

Arjen Robben med Champions League-trofæet efter finalesejren på 2-1 over Dortmund i 2013.

Han nåede i sin karriere at spille mere end 200 kampe for Bayern München med 99 mål til følge.

Med det hollandske landshold, som han nåede 96 kampe for, blev det til VM-sølv og -bronze i 2010 og 2014.