Fodbold

FCK-angriber klar til comeback efter ti måneders skadespause

Jonas Wind (th.) er med i FCK-truppen. Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Jonas Wind spillede sin senest superligakamp 16. august sidste år, men søndag kan han få comeback i topbrag.

FC København får tiltrængt forstærkning i angrebet til søndagens topkamp i Superligaen mod FC Midtjylland.

Den 21-årige angriber Jonas Wind er tilbage i FCK's trup efter en lang skadespause. Hvis han får comeback, bliver det hans første superligakamp siden 16. august sidste år.

Efter den kamp vred han om til en FCK-træning og var ude i mere end et halvt år. Lige før Superligaens genstart efter coronapausen blev han klarmeldt igen blot for at få et tilbagefald.

Mange FCK-skader

Det er godt nyt for Ståle Solbakken at råde over stortalentet igen. FCK's offensiv er nemlig amputeret, idet både Viktor Fischer, Dame N'Doye og Michael Santos er på skadeslisten.

Selv glæder angriberen sig også over at være kampklar.

- Jeg har arbejdet hårdt gennem lang tid for at nå hertil, og jeg føler mig klar til det.

- Jeg mangler selvfølgelig noget i forhold til, at jeg ikke har spillet en superligakamp siden august, men jeg vil bidrage med det, jeg kan, og jeg glæder mig mest bare til at være med i truppen på en kampdag igen, siger Wind til fck.dk

Inden Jonas Wind blev skadet i begyndelsen af sæsonen, nåede han at score fem mål i seks superligakampe.

FCK har også brug for mål søndag, hvis klubben skal have en realistisk chance for at overhale FC Midtjylland i superligatabellen.

Før kampen er midtjyderne otte point foran FCK. I alt resterer der syv kampe i sæsonen, og to af kampene er direkte opgør mellem de to mesterskabsaspiranter.