Fodbold

Legende med løftet pegefinger til Haaland trods vanvidssæson

Lørdag kunne Haaland sætte punktum for en sæson, som to af Norges største fodboldikoner mener, er den bedste nogensinde for en norsk fodboldspiller.

Det, som startede med ni scoringer for Norge under U20-VM for 12 måneder siden, er efterfølgende blevet fulgt op af endnu mere sensationelle præstationer for Red Bull Salzburg og Borussia Dortmund.

Især de mange scoringer for Red Bull Salzburg i Champions League fik den unge angriber på alles læber. Her er det blevet til ti scoringer i nordmandens første Champions League-sæson, en rekord ingen anden har præsteret tidligere.

At den 19-årige angriber er en sand målmaskine, kommer ikke bag på den norske fodboldlegende og tidligere landstræner, Egil ’Drillo’ Olsen.

- Foran mål ser det ud til, at han er tæt på at være den perfekte målscorer. Han er en typisk supermålscorer. Han er ikke så god til alt andet, men når han nærmer sig en afslutning, er han på et meget højt niveau både med og uden bold, siger Egil Olsen til NRK.

Løftet pegefinger til Haaland

Da Haalands rejse i januar fortsatte til Dortmund, havde han banket 16 mål ind i 13 ligakampe i Østrig, og scoringsstimen stoppede ikke da han nåede til Tyskland.

Hele 13 gange i 14 Bundesligakampe nåede nordmanden at sende bolden i kassen, og ifølge fodboldmagasinet Kicker, har han i gennemsnit scoret hvert 74. minut i den tyske liga.

Til sammenligning har der i gennemsnit været 80 minutter mellem hver scoring fra Robert Lewandowski, der med 34 mål endnu engang endte som ligaens topscorer.

 Erling Haaland fejrer her sin scoring på Anfield, da FC Salzburg udlignede mod Liverpool i Champions League.

Ud fra statistikkerne er der masser af grund til at storrose det norske talent, men blandt superlativerne er der også en enkelt løftet pegefinger.

- Han er kommet så langt så tidligt, at det bare er et spørgsmål om at give ham mulighed for at gøre, hvad han har gjort indtil nu, og fortsætte med at udvikle sig på samme måde.

- Og selvfølgelig skal han vide, hvad han kan gøre endnu bedre, for det er vigtigt, at han ikke tror, at han allerede er verdensmester, siger Egil Olsen.

'Ingen har været i nærheden'

Den tidligere norske landsholdsanfører og Bundesligaspiller, Rune Bratseth er også imponeret over Erling Haalands vanvidsindtog på Europas største fodboldarenaer i denne sæson.

- Ingen (nordmand, red.) har været i nærheden af sådan et år, siger Rune Bratseth og fortsætter:

- Forventningerne er blevet overgået mange gange, og det har ikke været på grund af held. Faktisk er han så god, at jeg har en meget stærk tro på, at udviklingen vil fortsætte. Hans ydmyghed og blikket for holdkammeraterne gør mig optimistisk.

Rune Bratseth (til venstre) nåede at spille 60 kampe for det norske landshold, som han var anfører for. Derudover fik han 230 kampe i tyske Werder Bremen.

Norge har gennem tiden ikke bidraget med mange verdensstjerner i fodbold, men i Bratseths aktive karriere, blev han selv anset som en af de bedste forsvarsspillere i Bundesligaen. Nu peger han på Haaland, som en kommende verdensstjerne.

- Jeg er imponeret, og jeg tror, ​​at det (udviklingen, red.) fortsætter. Selvfølgelig scorer han ikke i alle kampe, men han vil markere sig som en af ​​Europas og til sidst måske verdens bedste angribere. Det har han delvist allerede gjort, siger Rune Bratseth.

Egil Olsen holder dog lidt igen med allerede nu at give Haaland en plads blandt stjernerne.

- Han er ung, og dette er sket på så kort tid, så jeg vil vente lidt, før jeg siger, at han bliver Norges topscorer de næste mange år. Men noget tyder på, at det kan ske.

Borrusia Dortmunds og Erling Haalands sølvmedaljer kom allerede i hus i ligaens næstsidste spillerunde, hvor de slog RB Leipzig med 2-0. Begge mål scoret af den norske angriber.

Haaland havde til gengæld ingen scoringer i støvlerne i sæsonens sidste kamp, hvor Dortmund tabte 4-0 til Hoffenheim.