Målscorer havde luret Barcelona-fejl - sådan noget ser man på miniput-niveau, siger ekspert

Franske Antoine Griezmann bliver kritiseret for sin rolle i muren ved Celta Vigos 2-2-scoring i kampen mod Barcelona.

FC Barcelona var på vej mod en vital sejr på udebane over bundholdet Celta Vigo, men efter 88 minutter gik det galt.

Gerard Pique begik et klodset frispark på kanten af feltet, og det blev på smuk vis udnyttet af Celta-anfører Iago Aspas.

Han sparkede bolden rundt om muren og ind i målet, men der hører mere til historien end flot sparketeknik.

- Jeg vidste, hvor jeg ville skyde bolden hen. Vi har set adskillige videoer med målmandstrænerne. Jeg vidste, de ville hoppe, siger Aspas ifølge Marca.

Som yderste mand i muren stod franske Antoine Griezmann.

Da Aspas sparkede, hoppede han op i luften med siden til, og det er mere end kritisabelt, mener TV 2 SPORTs fodboldekspert Andreas Laudrup.

- Det er sådan noget, man ser på miniput-niveau, hvor man er bange for at få bolden i hovedet. Han vender siden til og gør sig mindre. Der er ingen chance for (Marc-André, red.) Ter Stegen inde i målet, siger han.

- På billederne kan man se, at det faktisk er mange centimeter, han åbner op for. På det niveau må man ikke lave sådan en fejl.

Det ene point betyder godt nok, at Barcelona igen er på førstepladsen i LaLiga, men søndag har Real Madrid chancen for at komme to point foran i tabellen, når de møder den kriseramte bundprop Espanyol.

Celta tæt på sejren

Selvom Barcelona havde rigeligt med chancer til at vinde kampen, skal de i sidste ende nok være glade for det ene point.

I kampens fjerde tillægsminut havde Nolito nemlig chancen for at sende bolden ind i et næsten tomt mål efter en flot tværaflevering, men en sløj afslutning blev reddet af Marc-André Ter Stegen.

- Det er sådan en, han vil have mareridt om, siger Andreas Laudrup.

Celta Vigo havde chancen for at besejre Barcelona i lørdagens LaLiga-opgør mellem de to mandskaber. Denne chance blev dog brændt. Video: Rasmine Stigkjær Jacobsen

Kampen mellem Espanyol og Real Madrid kan ses på TV 2 SPORT X med kampstart klokken 22 søndag.