Fodbold

Tysk rekordhold med ryggen mod muren - kan rykke ned for første gang i 40 år

Werder Bremen må med stor sandsynlighed lade livet i Bundesligaen lørdag. Det ærgrer naturligvis den tidligere landsholdsspiller Daniel Jensen.

I 40 år har Werder Bremen været fast inventar i den tyske Bundesliga - landets fineste selskab.

Lørdag kan det være slut. For bare anden gang i klubbens historie risikerer den tyske traditionsklub at rykke ned i 2. Bundesligaen.

Situationen ærgrer naturligvis den tidligere fodboldspiller Daniel Jensen, som spillede syv år i klubben.

- Det er en kæmpestor ting, desværre – specielt for mit vedkommende, siger den tidligere landsholdsspiller til TV 2 SPORT og fortsætter:

- Bremen er en gammel storhedsklub. Det er den klub, der har været længst i Bundesligaen, så det siger lidt sig selv. Det er rigtig ærgerligt.

Sådan undgår Werder Bremen at rykke ned

Følgende scenarier kan komme i spil, når Werder lørdag kæmper for overlevelse:

  • Hvis Werder Bremen taber eller spiller uafgjort, rykker de ned.
  • Ved Werder-sejr skal de grønblusede håbe på, at Düsseldorf taber. Sker det, får Werder Bremen to playoff-kampe mod nummer tre fra 2. Bundesligaen. Vinderen spiller i den bedste række i næste sæson.
  • Vinder Werder, mens Düsseldorf spiller uafgjort, skal Bremen hente fire mål på Düsseldorf, der har en bedre målscore. Sker det, ender de ligeledes i playoff-kampe om overlevelse.

Et hav af scenarier - tysk avis har bestemt sig

Lørdag spilles denne sæsons sidste runde i Bundesligaen.

Der skal næppe den store matematiske viden til for at konstatere, at overlevelse synes svært at opnå for Werder Bremen.

Faktisk får du sølle fire kroner i gevinst, hvis du spiller 100 kroner på, at Werder Bremen lørdag er fortid i den bedste tyske række.

Den tyske avis Bild, er da også sikker i sin sag, når der skal fældes dom over, hvordan sidste spillerunde kommer til at forløbe.

- Werder vinder sin kamp, men de kommer til at græde til sidst. De kan ikke undgå at rykke ned, lyder den tyske avis Bilds dom.

Og det er selvsagt dårligt nyt for klubbens fans.

Traditionsklub med kæmpe betydning for fansene

For dem betyder klubben alt, fortæller Daniel Jensen, der tidligere har givet fansene noget at juble over med sine syv scoringer i det tyske.

Men det betyder ikke, at fansene kommer til at vende sig imod spillerne, hvis det ulykkelig skulle ske.

- Det er nok det sted i Tyskland, hvor der er mest opbakning, når det går dårligt, siger han.

Daniel Jensen (tv.) spillede i Werder Bremen fra 2004 til 2011.

Fodboldklubbens betydning er i det hele taget enorm - ikke bare blandt fansene - men i byen som helhed.

- Det er alt dernede. Fodbold er nummer ét. Alle snakker om fodbold – alle følger med.

Fire mesterskaber og seks pokaltitler vidner da også om en klub med en vis størrelse. Faktisk er de den klub i Tyskland, som har rekorden for flest sæsoner i Bundesligaen.

En rekord, der ikke just ser ud til at blive udbygget i næste sæson. Klubbens skæbne afgøres lørdag klokken 15.30, når de hjemme tager imod FC Köln.