Arsenal er næste storhold i FA Cup-semifinalerne
Meget gik imod Sheffield United i FA Cup-kvartfinalen mod Arsenal, der vandt 2-1 på et mål i overtiden.
Arsenal sluttede sig søndag til Manchester United i FA Cuppens semifinaler.
Det skete uden at imponere med en spinkel 2-1-sejr ude over de formsvage Premier League-kolleger fra Sheffield United, der fik to mål annulleret undervejs og forærede gæsterne et straffespark.
Nicolas Pepe scorede på det, der blev et af Arsenals ganske få skud inden for målrammen i løbet af kampen.
På et af de få andre blev Dani Ceballos matchvinder i overtiden, efter at hårdt kæmpende Sheffield United udlignede tre minutter før tid.
Siden engelsk fodbold er kommet i gang igen efter coronanedlukningen, har de indtil da højtflyvende oprykkere ikke prøvet at vinde i fire forsøg.
Sheffield begyndte trods formkrisen klart bedst, og værterne havde inden for de første ti minutter både et godt skud forbi mål og bolden i nettet via et hovedstød fra John Lundstram tæt under mål. VAR-rummet stoppede dog hjemmeholdets jubel med en offsidekendelse.
Endnu værre for de bolsjestribede blev det efter 23 minutter, da Chris Basham på kanten af feltet gik i ryggen på dagens Arsenal-anfører, Alexandre Lacazette, og ramte ham på hælen. Lacazette røg til jorden som en pose cement, og dommer Paul Tierney fløjtede for straffespark. Nicolas Pepe scorede sikkert.
I anden halvleg kom Sheffield United igen flyvende ud af starthullerne, og igen havde værterne bolden i nettet. Men igen blev målet underkendt for offside. Og kort efter kom Chris Basham atter i fokus, da han efter 60 minutter headede en kæmpe mulighed forbi Arsenal-målet.
I den anden ende producerede Arsenal ikke det store, så da presset endelig gav hjemmeholdet et udlignende mål, tydede alt på forlænget spilletid.
1-1-målet kom tre minutter før tid, da det pressede Arsenal-forsvar selv var i foræringshjørnet. Sead Kolasinac lossede bolden ind i brystet på forsvarskollega Shkodran Mustafi, hvorfra den sprang hen til værternes David McGoldrick, der kunne flugte udligningen i mål.
Men derfra forsvandt en smule af koncentrationen, og Dani Ceballos kunne smutte igennem i feltet til den afgørende scoring fra en spids vinkel.
I forvejen er Manchester United klar til semifinalen i FA Cuppen.
Senere søndag spiller Leicester mod Chelsea, og Newcastle tager imod Manchester City.