Fodbold

Hobro sender Esbjerg ud af Superligaen

Superligaens anden nedrykker i denne sæson blev fundet sent søndag eftermiddag.

Esbjerg fB rejser sammen med Silkeborg IF en tur ned i 1. division.

Søndag tabte vestjyderne med 2-1 til Hobro i nedrykningsgruppe 2.

Dermed har sidste års bronzevinder otte point op til netop Hobro og kan ikke længere indhente dem med to kampe tilbage.

Hobro skal også selv ud at kæmpe for overlevelse.

De er sikre på at slutte på tredjepladsen i gruppen og skal møde nummer tre fra nedrykningsgruppe 1. Det kan enten blive Lyngby, SønderjyskE eller OB.

Vinderen af de playoffkampe redder sig i Superligaen, mens taberen også skal ned i 1. division.

Hobro - Esbjerg: 2-1

  • 0-1: Joni Kauko (6')
  • 1-1: Mads Hvilsom (69')
  • 2-1: Edgar Babayan (74')

Sådan forløb kampen

ritzau

Gæsterne fik en drømmestart, da holdet bragte sig i front allerede efter seks minutters spil.

Vestjydernes Rafal Kurzawa servede et hjørnespark ind i feltet, som finske Joni Kauko kom først på og sparkede i mål til 1-0.

En ideel indledning for Esbjerg, der kunne have været endnu bedre bare et par minutter senere, men angriber Mohammed Dauda sparkede snert forbi mål.

Dauda var efter en times spil igen tæt på at fordoble Esbjergs føring, men for anden gang i kampen missede ghaneseren på det skammeligste.

I det 69. minut fik Hobro så udligningen i kassen, da tilbagevendte og netop indskiftede Mads Hvilsom udnyttede en misforståelse i Esbjergs forsvar og scorede mod sin tidligere klub.

Udligningen gav Hobro momentum, og fem minutter senere bragte driblestærke Edgar Babayan nordjyderne i front, da han efter at have afdriblet to Esbjerg-spillere sparkede bolden fladt i mål fra kanten af feltet.

Så havde vestjyderne for alvor ryggen mod muren. Nu skulle de score minimum ét mål for at holde håbet om at undgå direkte nedrykning i live.

Men Esbjerg var aldrig rigtig tæt på.

Til sidst løb holdet tør for tid, og så måtte træner Troels Bech sande, at hans mission om at holde sin arbejdsgiver oppe i landets bedste række ikke lykkedes.