Fodbold

Kendelse til tophold stjæler fokus: - Skuffende at se sådan noget

Fik Lazios Felipe Caicedo foræret et straffespark, der skulle vise sig at være en billet tilbage i kampen for Lazio? Det mener Fiorentina-lejren.

Kampens store tema efter vitale Lazios 2-1-sejr over Fiorentina lørdag aften udspillede sig i det 67. minut.

Her fremtvang Lazios Felipe Caicedo et straffespark i en duel med målmand Bartlomiej Dragowski. Her kunne det på billederne godt ligne, at Lazio-angriberen faldt, før den første kontakt med målmanden kom.

Det mente hverken dommer Michael Fabbri eller hans hjælpende hånd i VAR-rummet. Og det irriterer Fiorentina-lejren gevaldigt efter nederlaget.

- Det er skuffende at se sådan noget, der viste sig at være så afgørende for resultatet. Skuffende. Man skal i det mindste bruge VAR og se på det igen, siger Fiorentina-direktør Daniele Pradé til DAZN ifølge Football Italia og tilføjer:

- Caicedo var smart. Han gik allerede ned, før Dragowski kom dertil. Bitter, det er hvad vi føler os. Bitre. Bitre. Hvem kan sove efter det? Vi spillede en fantastisk kamp, vi ramte træværket, Strakosha (Lazio-målmand, red.) reddede en utrolig redning, og så tabte vi.

Direktøren er ikke ene om at være uforstående over for beslutningen om at lade straffesparket stå ved magt.

Afstemning

Er straffesparket til Lazios Felipe Caicedo korrekt?

Cheftræner: Angriber søger målmand

Fiorentina-cheftræner Beppe Iachini ser heller ingen kontakt i det øjeblik, hvor Caicedo lader sig falde.

- Lad os bare sige, at Caicedo var klog at vælte. Det så ikke ud, som om målmanden prøvede at vælte ham på nogen måde. Det var mere angriberen, der søgte kontakten med målmanden.

- Det er ærgerligt, for det var et afgørende øjeblik i kampen. Vi var foran på det tidspunkt, siger Beppe Iachini.

Uforstående var TV 2 SPORTs fodboldekspert Jonas Hebo Rasmussen under kommenteringen af kampen.

- Det forstår jeg simpelthen ikke, at de ikke kan se.

- Han kaster sig inden. Der er ikke straffespark. Han kaster sig simpelthen inden berøringen, sagde eksperten.

Mere kritik af kampens dommer

Kritikken af dommer Michael Fabbri stopper dog ikke ved den ene episode i forbindelse med straffesparket.

Fiorentina-direktør Daniele Pradé mener blandt andet også, at Lazio-forsvarsspilleren Bastos skulle have været vist ud i slutningen af første halvleg for en hensynsløs tackling.

Bastos nedlægger Rachid Ghezzal i slutningen af første halvleg. Fiorentina-direktør mener, at der burde have været rødt kort. Video: TV 2 SPORT

Michael Fabbri nøjedes dog med at uddele et gult kort for den grove forseelse.

Med nederlaget er Fiorentina nummer 13 i Serie A, mens Lazio med de tre point holder liv i håbet om et mesterskab. De er nu fire point efter Juventus.