Fodbold

Vild afslutning sikrer sejr til Eriksen og Inter

Parmas Andreas Cornelius brændte et par store chancer, da holdet tabte 1-2 til Christian Eriksens Inter.

Christian Eriksen vandt danskerduellen søndag aften, da Inter slog Parma med Andreas Cornelius 2-1.

Det lignede ellers en sejr til Parma, da Gervinho efter et kvarters spil bragte hjemmeholdet i front.

Men i det 84. minut udlignede Inter, og i tre minutter senere lå bolden igen i Parms målnet.

Christian Eriksen blev udskiftet i det 69. minut.

Inter på tredjepladsen med 61 point i Serie A har otte point op til Juventus på førstepladsen og fire point op til Lazio.

Atalanta er på fjerdepladsen fire point efter Inter.

Parma har 39 point på ottendepladsen.

Sådan forløb kampen:

ritzau

Cornelius har været knivskarp, siden ligaen vendte tilbage efter coronapausen. Men søndag aften var det mest uskarpheden, der fyldte.

Angriberen var afsender på to store afbrændere i første halvleg. Den første tilfaldt ham midtvejs i halvlegen, hvor han i fri position sparkede højt over målet med højrebenet.

Cornelius har misbrugt to muligheder for at bringe Parma på 2-0 mod Inter. Video: Kasper Damgaard Kristensen

Og kort før pausen var det så venstrefoden, den var gal med, da et indlæg blev sendt tæt forbi mål.

Til gengæld kunne han trøste sig med, at Parma alligevel gik til pausen foran 1-0. Cornelius' offensive kollega Gervinho bragte Parma foran efter et kvarter.

Den tidligere Arsenal-spiller fik bolden i venstre side, tog et skarpt træk ind i banen og lagde den fladt i nettet til 1-0.

Parma havde godt styr på sagerne før pausen, men i anden halvleg blev hjemmeholdet sat under pres.

I perioder var Parma-målet belejret, og blandt andre Christian Eriksen var tæt på at udligne med et fladt spark efter en time.

Christian Eriksen havde en fin mulighed for at udligne, men viste sig at være uskarp. Video: Kasper Damgaard Kristensen

Også Romelu Lukaku havde bud efter netmaskerne, men belgierens forsøg manglede den sidste skarphed.

Det gjorde Stefan de Vrij til gengæld ikke, da han pandede bolden i nettet med seks minutter igen. Og tre minutter senere blev Bastoni helten fra tæt hold. Igen var der tale om en hovedstødsscoring. Parma sluttede med ti mand, fordi Juraj Kucka kort før tid blev udvist.

Trods sejren skal Inter se sig en anelse over skulderen.

Tidligere søndag vandt Atalanta 3-2 ude over Jens Stryger Larsens Udinese og kom op på 57 point.

Coppa Italia-vinderne fra Napoli vandt sin femte kamp i streg, da det blev 3-1 hjemme over agterlanternen Spal.

Simon Kjær var med fra start hos AC Milan, der slog AS Roma 2-0 på hjemmebane og nærmede sig top-6.