Fodbold

Burnley rykker forbi Arsenal

Burnley kunne fejre en scoring til 1-0 efter 62 minutter. Cath Ivill/nmc/pool / Ritzau Scanpix

En 1-0-sejr over Crystal Palace flyttede Burnley op på ottendepladsen i Premier League.

Fodboldklubben Burnley er godt i gang med en flot sæson i Premier League.

Mandag aften hentede holdet sin sejr nummer 13 i ligaen i indeværende sæson. Det gik ud over Crystal Palace, som på hjemmebane blev slået 1-0.

Forsvarsspilleren Ben Mee blev matchvinder med sin første scoring i 113 kampe - første siden januar 2017. Den faldt på et frispark efter 62 minutter, hvor Mee pandede sejrsmålet kraftfuldt i nettet.

Sejren sender Burnley forbi Arsenal og Sheffield United i tabellen, men begge har spillet en kamp færre end Burnley. Efter 32 kampe er Burnley på ottendepladsen med 45 point.

Det er samme antal som Tottenham, der er nummer syv i ligaen, mens Manchester United på sjettepladsen har fire point flere. Også de har spillet en kamp færre.

Burnley kan skimte de europæiske pladser i horisonten. I sidste sæson prøvede klubben, der rykkede op i Premier League i 2016, kræfter med Europa League, men her blev det til et samlet nederlag til græske Olympiakos før gruppespillet.

Efter fire sejre på stribe har Crystal Palace nu tabt de seneste to i ligaen. Holdets 42 point rækker til en 11.-plads i den bedste engelske fodboldrække.