Fodbold

Xavi sætter 'perfekt' tidspunkt på overtagelse af Barcelona

FC Barcelonas præsident, Josep Maria Bartomeu, har tidligere udtalt, at Xavi en dag kommer til at træne den catalanske storklub.

I en periode på 17 år spillede Xavi sig til en legendestatus i FC Barcelona.

Catalaneren forlod klubben i 2015 til fordel for Al Sadd i Qatar, hvor han først afsluttede sin karriere som fodboldspiller og senere begyndte karrieren som fodboldtræner.

Men meget tyder på, at han inden længe vender tilbage til Barcelona. Allerede i januar kontaktede den catalanske storklub ham med henblik på en overtagelse, men på det tidspunkt takkede den tidligere stjernespiller nej.

Afvisningen betyder dog ikke, at han ikke har interesse.

- Min største drøm lige nu er at blive træner for Barcelona og få Barcelona tilbage til toppen. Det handler ikke om mig, men om at få fodboldspillerne og Barcelona til at få succes. Min tekniske stab forbereder meget, siger han til SPORT.

Faktisk har 40-årige Xavi en klar idé om, hvornår det vil være ideelt at blive træner for storklubben. I 2021 er der planlagt præsidentvalg i Barcelona, og først herefter ønsker Al Sadd-træneren at stå i spidsen for sin tidligere klub.

- Det er klart, at det ville være perfekt at tage over efter et valg. Men jeg afviser ingenting. De spurgte efter mig i januar, og vi diskuterede det. Jeg fortalte dem, at både omstændighederne og timingen ikke passede mig. Men jeg håber, de vil give mig chance igen.

Mange omkring Barcelona ser præsidentvalget som tidspunktet, hvor den fremtidige retning for de forsvarende mestre skal lægges.

Xavi kommer til at træne Barcelona, siger præsident

Catalanernes nuværende præsident, Josep Maria Bartomeu, er helt sikker på, at Xavi på et tidspunkt vil komme til at træne klubben. Det sagde han tilbage i januar.

- Xavi vil en dag blive træner for Barcelona, det er jeg slet ikke i tvivl om.

- Han er meget kompetent, han har et kæmpe drive, og han kender vores fodboldspil til perfektion, sagde præsidenten ifølge AFP.

Som spiller nåede Xavi i løbet af sine 17 år på førsteholdet i Barcelona at spille 767 kampe i alle turneringer med 85 mål til følge.

I denne sæson har Barcelona haft store spillemæssige udfordringer. To gange i løbet af de seneste fire kampe har holdet spillet uafgjort og sat sig selv under et gevaldigt pres i mesterskabskampen.