Fodbold

Messi rundede stor milepæl, da Barcelona smed point i vild topkamp

FC Barcelona uden Martin Braithwaite spillede uafgjort, og dermed beholder Real Madrid førstepladsen i ligaen.

Selvmål, tre mål på straffespark og Lionel Messi-mål nummer 700.

Det var overskrifterne, da FC Barcelona spillede 2-2 mod Atlético Madrid i tirsdagens topkamp i LaLiga.

Barcelona var foran to gange i kampen, men udeholdet kom tilbage i kampen efter at have udnyttet to straffespark. Det første blev egentlig brændt af Diego Costa, som kort forinden havde lavet selvmål.

Men de fik endnu en chance, da Marc-André ter Stegen gik for tidligt på straffesparket. Det udnyttede Saul Niguez, som også scorede holdets andet mål.

Forinden havde Lionel Messi scoret sit mål nummer 700 i karrieren, da han lavede en såkaldt 'panenka' på et straffespark.

Lionel Messi bragte Barcelona foran 2-1 mod Atlético Madrid med karrierens mål nummer 700. Video: Louise Lind

Danske Martin Braithwaite så til fra bænken gennem hele kampen.

Med det uafgjorte resultat formåede Barcelona ikke at overtage førstepladsen fra Real Madrid, som har en kamp i baghånden. I stedet kan rivalerne torsdag aften udbygge sin føring i tabellen, som er på ét point.

Atlético har 59 point på tredjepladsen. De har 11 point op til Barcelona.

Sådan forløb kampen

ritzau

Kampen begyndte i et hæsblæsende tempo med begivenheder i begge ender, og selv det normalt defensivt orienterede Atlético kørte på offensivt med selvtillid efter fire sejre i træk.

Atlético var efter fem minutter tæt på med et frispark fra siden, som et par spillere var lige ved at nå frem, og efter 11 minutter brugte Barcelona også en dødbold til at komme på tavlen.

Carrasco forsøgte sig på et frispark. Video: Louise Lind

Et hjørnespark kom til forreste stolpe, hvor Atlético-angriberen Diego Costa var så uheldig at dirigere bolden i mål med låret.

Bare et par minutter senere kom Costa igen i centrum. Således blev han sat til at sparke et straffespark, som Yannick Carrasco havde fremtvunget i et gennembrud.

Igen blev Costa skurk, da keeper Marc-André ter Stegen parerede. Men dommeren vurderede, at han havde forladt målstregen og dikterede derfor omspark. Atlético skiftede skytte, og Saúl Ñíguez udlignede.

Lionel Messi havde siden et par farlige forsøg, og begge hold havde chancer til at score yderligere, men det stod stadig 1-1 ved pausen.

En håndfuld minutter efter pausen scorede Messi så sit mål nummer 700 i karrieren, da han udnyttede et straffespark ved at sparke dybt i bolden med en "panenka". Han har nu scoret 630 mål for Barcelona og 70 for Argentina.

Men Atlético kom igen tilbage. Kort efter var Costa tæt på med et hovedstød, der sneg sig lige forbi stolpen, men igen skulle der et straffespark til, før Madrid-holdet udlignede.

Igen sørgede den belgiske angriber Carrasco for at fremtvinge det, og igen var Saúl Ñíguez mand for at omsætte til scoring med et fladt spark ude ved den ene stolpe med knap en halv time tilbage.

Tempoet og måljagten fortsatte i begge ender, men det sluttede med 2-2.