Fodbold

Ny rapport belyser racismeproblem i kommentering: - Skuffende tal, siger kommentator

Premier League har i denne sæson ført kampagnen "No room for racism", mens spillerne i kølvandet på drabet på George Floyd har spillet med "Black Lives Matter" bag på trøjen.  Molly Darlington / Ritzau Scanpix

Der er forskel på, hvordan engelsktalende kommentatorer snakker om mørke og lyse spillere. Det afslører et nyt studie.

Bananer kastet på banen og racistiske tilråb fra tribunerne.

Det er nogle af de åbenlyse racistiske handlinger, vi har set i fodbolden gennem årene.

Men hvis man går et spadestik dybere, er der ifølge en ny rapport "racemæssig bias", når engelsktalende kommentatorer omtaler fodboldspillere - de taler altså ifølge rapporten forskelligt om hvide og sorte fodboldspillere.

Rapporten er lavet af RunRepeat. Der er særligt én ting, der er udslagsgivende, forklarer Jens Jakob Andersen, direktør i RunRepeat.

- Vores rapport viser at hvide fodboldspillere generelt bliver kommenteret som værende mere intelligente spillere, hvorimod størstedelen af kritikken af intelligens er imod mørke spillere, siger Jens Jakob Andersen til TV 2 SPORT.

Mørke spillere roses mest for deres fart og power

Som Jens Jakob Andersen er inde på, viser studiet blandt andet, at kommentatorer beskriver spillere med lys hud som mere intelligente, af højere kvalitet og mere hårdtarbejdende end spillere med mørk hud.

Derudover viser det, at spillere med mørk hud oftere bliver reduceret til deres fysiske karakteristika eller atletiske egenskaber, primært fart og power.

Sportsfysiolog ved Team Danmark Thue Kvorning tror, det bunder i en myte, men fastslår at det ikke er fysiologisk underbygget, at hvide skulle have bedre forudsætninger for fart og power i fodbold.

- Det er snarere sådan noget, man italesætter uden at have videnskabelige forudsætninger for at sige det. Jeg vil vove at påstå, at det er meget svært at finde en fysisk forskel blandt sorte og hvide fodboldspillere, siger Thue Kvorning.

Han forklarer dog, at det tyder på, at sorte af især vestafrikansk afstamning i højere grad end hvide er i besiddelse af en kropskomposition, som kan være fordelagtig i 100-meterløb.

- Men da de fysiske arbejdskrav til fodbold er mere komplekse, tvivler jeg på, at man kan identificere denne fysiologiske fordel i fodbold, siger Thue Kvorning.

SÅDAN BLEV STUDIET LAVET

  • 80 kampe med engelsk kommentering fra Premier League (England), LaLiga (Spanien), Serie A (Italien), og Ligue 1 (Frankrig) i 2019/20-sæsonen blev tilfældigt udvalgt.
  • Kommenteringen af kampene blev transskriberet og skrevet ind i et dokument.
  • Hver gang en spiller blev omtalt, blev det vurderet om kommentaren var positiv eller negativ og hvilken kategori kommentaren var i - for eksempel power, hurtighed eller intelligens.
  • Der bliver skelnet mellem spillere med ”lighter skin tone” (lys hud) og ”darker skin tone” (mørk hud), som er blevet bestemt ud fra deres ”skin tone attribute” i Football Manager 2020.
  • Hyppigheden af ros og kritik for hver kategori blev analyseret, for at afgøre forskellighederne i hvordan spillere med forskellig hudfarve bliver omtalt.

Herunder ses en af graferne fra rapporten. Den viser, hvor hyppigt de undersøgte kommentatorer bringer et emne op, når de taler om spillere med enten lys eller mørk hud. For eksempel falder 18,65 procent af snakken på form, når der tales om en mørk spiller. For en hvid spiller er det tilsvarende 13,96 procent.

Screendump fra rapporten.

DE VIGTIGSTE TAL

  • Når kommentatorer snakker om intelligens, går 62,60 procent af rosen til spillere med lys hud. 63,33 procent af kritik omkring intelligens går til spillere med mørk hud.
  • Når kommentatorer snakker om power, er de knap syv gange mere tilbøjelige til at snakke om spillere med mørk hud.
  • Når de snakker om fart, er de over tre gange mere tilbøjelige til at snakke om spillere med mørk hud.

Tallene er skuffende, siger kommentator

De nye tal kommer ikke som noget chok for TV 2 SPORTs fodboldkommentator Martin Gottschalk Aksglæde.

- Det overrasker mig faktisk ikke. Når man ser generelt på hele vores samfund, som fodbolden også er en del af, så er der bare et racismeproblem – og det kan man ikke lukke øjnene for.

Men tallenes størrelse gør ham alligevel "ekstra ked af det".

- Det er måske ikke så overraskende, men i hvert fald skuffende. Det, som jeg ser som kommentatorens vigtigste opgave, er for det første at være objektiv og for det andet at pakke sine egne holdninger væk, når vi snakker politisk overbevisning og alt muligt andet, som slet ikke er relevant i forhold til en kommentering.

Selv tænker Martin Gottschalk Aksglæde normalt ikke over, om det er lyse eller mørke spillere, han kommenterer.

- Jeg forsøger egentlig at kommentere på det, jeg ser. Så hvis der er en mørk spiller, der laver en eller anden håbløs aktion, så føler jeg mig i min gode ret til at sige, at det er en hovedløs aktion. Det synes jeg, at man som kommentator skal kunne sige, også selvom personen er mørk. For mig at se, så skal man slet ikke skelne mellem mørke og hvide spillere på den måde.

Han bakkes op af Zak Egholm, fodboldkommentator på Eurosport.

- Jeg tænker absolut ikke over, hvordan jeg omtaler spillere af forskellig hudfarve, etnicitet, religion og den slags. Det ligger mig meget fjernt, siger Zak Egholm til TV 2 SPORT.

'Det skal være fuldstændig ligegyldigt, om man er mørk eller hvid'

For Martin Gottschalk Aksglæde er der alligevel situationer, hvor han vælger andre formuleringer, fordi han kan være bekymret for, at det bliver opfattet forkert af seeren. Det kunne for eksempel være formuleringen, at en spiller i en knap så god aktion "går helt i sort".

- Det vil jeg gerne undlade at sige, når jeg for eksempel ser en mørk forsvarsspiller lave en eller anden tåbelig aktion. Jeg synes, det er bedre at undlade den formulering, da billedsproget indeholder farven sort og er negativt ladet. I sin essens er det harmløst, men hvis jeg bruger det om en mørk spiller, vil konnotationen hos seeren måske være, at jeg er nedladende over for mørke.

Derfor vil han hellere sige noget andet, da vi har et "fantastisk sprog med alle mulige andre ord, man kan bruge i stedet for".

- Så kan man lige så godt lade være med at være på grænsen af noget, der kan misforstås eller opfattes stødende, uden at det var hensigten.

Selvom Martin Gottschalk Aksglæde forsøger at kommentere det, han ser, er der altså stadig eksempler, hvor han føler sig nødsaget til at tænke på hudfarve i forbindelse med sit ordvalg. Det håber han, at vi som samfund på sigt kan komme væk fra.

- Det er noget jeg har in mente, netop fordi jeg synes, det er noget vores samfund stadig har et kæmpe stort problem med. Og det er jo i alle henseender, at det skal ryddes af vejen. Derfor har vi som kommentatorer også et enormt ansvar, da vi skal være objektive og formidler til mange seere. Jeg håber rigtig meget, at vi kan nå dertil, hvor det er fuldstændig ligegyldigt, om man er mørk eller hvid, siger Martin Gottschalk Aksglæde.