Fodbold

Eriksen laver sit første Serie A-mål og en assist på få minutter

Christian Eriksen kom ind og lavede et mål og en assist i Inters målfest mod Brescia i Serie A, der endte i en 6-0-ydmygelse.

Inter åbnede Serie A-kampen mod Brescia med Christian Eriksen på bænken.

Danskeren blev skiftet ind ved stillingen 4-0, da der resterede lidt over 20 minutter af den ordinære spilletid.

Og man må sige, at Eriksen i den grad greb chancen. Efter et lille kvarter på banen var danskeren først over en returbold, og her svigtede Eriksen ikke og noterede sig for sin første Serie A-scoring i karrieren til 5-0-føringen.

Få minutter senere viste landsholdsdirigenten sit eminente overblik, da han med en fræk hælaflevering leverede en flot assist til Antonio Candreva, da det blev til 6-0.

Candreva blev samtidigt kampens sjette målscorer, da de første fire mål blev scoret af henholdsvis Ashley Young, Alexis Sanchez, D'Ambrosio og Robert Gagliardini.

Sejren betyder, at Inter fastholder tredjepladsen i Serie A, hvor der nu blot er fire point op til Lazio på andenpladsen.

Inter var fremragende i Serie A-opgøret mod Brescia. Holdet vandt med hele 6-0. Video: Rasmine Stigkjær Jacobsen

Sådan forløb kampen

Af Ritzau

Blot fire minutter var afviklet, da Ashley Young i den bageste del af feltet helflugtede et indlæg fra Alexis Sánchez i nettet til 1-0, og et kvarter senere scorede Sanchez selv på straffespark til 2-0.

Inter nåede lige at score til 3-0 inden pausen, da Young løftede en bold til bageste stolpe, hvor Danilo D'Ambrosio steg til vejrs og scorede.

Et hovedstød sørgede også for 4-0, da Roberto Gagliardini satte panden på Sanchez' indlæg seks minutter inde i anden halvleg.

Midtvejs blev Eriksen så sat på banen, men da havde Inter egentlig skruet lidt ned for angrebsblusset.

Alligevel kom Eriksen på tavlen syv minutter før tid, da han inde foran mål skubbede bolden ind over stregen, efter at Romelu Lukakus afslutning var blevet afværget.

Det var dog ikke slut endnu. Antonio Candreva satte punktum til 6-0, da han scorede med et fladt spark lige uden for feltet.