Fodbold

AaB-fans svarer igen: Balladen kunne have været undgået

AaB-fans blev sat i futtog og strips foran Blue Water Arena i Esbjerg. Presse-fotoS.dk / Ritzau Scanpix

AaB Support Club forstår ikke, hvorfor politiet følte sig nødsaget til at tilbageholde klubbens fans.

Der opstod dramatiske scener, og kampen blev afbrudt, da AaB og SønderjyskE mødtes i pokalfinalen onsdag aften.

Episoden fandt sted efter godt 30 minutters spil, hvor flere AaB-fans stod tæt sammen og heppede på deres hold med slagsange og flag - som fans havde for vane før coronapausen.

Vi er af den klare opfattelse, at anvendelsen af magt kunne være undgået med rettidig omtanke og dialog

AaB Support Club

Tilskuerne blev bedt om at sprede sig, men lyttede ikke efter og valgte at udvandre fra stadion. Ude foran stadion blev de mødt af politiet, og ifølge dem var AaB-tilhængerne ”aggressive og ville ikke efterkomme kontrollørernes anvisninger.”

Men i en pressemeddelelse torsdag eftermiddag kritiserer AaB's officielle fanklub politiets håndtering af situationen.

- Da de kom ud fra stadion, var det kampklædte betjente med stave og hunde, der mødte dem. Og her valgte politiet så at tilbageholde de frivilligt udvandrede. De blev stripset og sat i futtog. Enkelte fik også politiets mere håndfaste metoder at føle, og stavene var i brug, skriver AaB Support Club.

'En helt unødvendig handling'

AaB-fanklubben mener absolut ikke, at politiets håndtering var nødvending.

- Det var - set fra vores side - en helt unødvendig handling. Vi er nødt til på det skarpeste at tage afstand fra den magtanvendelse, vi overværede – og som i flere tilfælde også er dokumenteret med videoer, som florerer på de sociale medier.

- Vi er af den klare opfattelse, at anvendelsen af magt kunne være undgået med rettidig omtanke og dialog.

- Vi vil i den forbindelse gerne rose de medrejsende kontrollører fra Aalborg, som igennem hele forløbet opførte sig godt og havde en rigtig fornuftig tilgang til situationen. De var desværre bare 'på udebane', så der blev ikke lyttet, hvilket vi ellers er overbeviste om, kunne have løst situationen, lyder det fra AaB Support Club.

Politiet: Fansene var aggressive

Syd- og Sønderjyllands Politi meldte ud tidligere torsdag, hvordan de så på situationen.

- De er aggressive og vil ikke efterkomme kontrollørernes anvisninger, og der opstår tumult i forhallen til stadion mellem kontrollører og fans. Samtidig forsøger fansene at presse og brække indgangsdøren og ruderne til stadion op, skriver politiet i deres meddelelse.

De forklarer videre, at AaB-tilhængerne selv rykkede sammen udenfor stadion.

- De sagde, at det er for anstrengende at sidde uden at kunne støtte sig op ad hinanden, skriver politiet i sin redegørelse.

AaB's fans udvandrer herefter fra stadion i protest, skriver det sønderjyske politi.

- Da de samme fans havde siddet i bus sammen fra Aalborg, stået sammen og gået sammen og været på værtshus sammen, får de lov at blive siddende.

Fanklubben melder sig klar til at gå i dialog med AaB, klubbens kontrollører, fankoordinator, politiet og andre interessenter angående en evaluering af forløbet.

'Politiets udlægning er decideret forkert'

Torsdag aften kom AaB-fanklubben Auxilia med sin version af episoderne. De forklarer, at der opstod stor forvirring på tribunen, da tilhængerne blev vist tilbage til sine pladser. De fik samtidig at vide, at kampen ikke ville blive genoptaget, hvis ikke det skete.

Derfor valgte de helt frivillig at udvandre, så spillet kunne blive genoptaget. Men uden for stadion blev de mødt af flere problemer.

- Da Auxilia og en gruppe andre fans udvandrede fra stadion, opstod der problemer. Disse primært med ordensmagten. Folk forholdt sig i udgangspunktet roligt, men blev ved dørene ud fra stadion mødt af meget aggressivt politi. I den pressemeddelse, som Syd- og Sønderjyllands Politi torsdag har offentliggjort, fremgår det, at de udvandrende fans på dette tidspunkt skulle have været meget aggressive. Dette er i følge os - ligesom meget andet i selvsamme pressemeddelse - decideret forkert, skriver fanklubben.

- Som det fremgår af en video, der i går aftes og i dag har floreret i medierne, vælger en af de tilstedeværende betjente på et tidspunkt at uddele fire slag med knippel til en mand, der ligger på jorden, og som to af hans kolleger allerede har pacificeret. Han endte på sygehuset med en kraftig hjernerystelse, et bukket ribben og blå mærker på hele kroppen. I vores optik dybt kritisabelt og unødvendigt.

Du kan læse den fulde meddelelse fra Auxilia her.

AaB tabte 0-2 til SønderjyskE i pokalfinalen.