Fodbold

Dansk Serie A-rival havde gerne gjort Eriksen ’endnu bedre’ i coronapausen

Christian Eriksen og Jens Bangsbo kender også hinanden fra det danske landshold.  Daniele Mascolo / Ritzau Scanpix

Atalantas danske assisterende træner, Jens Bangsbo, og Inters Christian Eriksen er rivaler i Serie A, hvor deres to hold kæmper om tredjepladsen.

En del af Atalantas øjeblikkelige succes kan tilskrives en dansker.

Jens Bangsbo, der også arbejder som professor i fysiologi på Københavns Universitet, er assisterende træner i den italienske kometklub.

Atalanta er efter coronapausen det mest scorende fodboldhold i Europas fem største ligaer. Og den succes, den danske professor er med til at skabe, deler han glædeligt ud af. Også gerne til konkurrenterne.

Det fortæller han til TV 2 SPORT.

- Inter er jo en af vores nærmeste konkurrenter, men havde Christian Eriksen spurgt mig, havde jeg nok også givet ham nogle råd, der kunne gøre ham endnu bedre, siger Jens Bangsbo.

Snakken kommer i forlængelse af historien om, at Jens Bangsbo under coronapausen blev kontaktet af Martin Braithwaite.

De mest scorende hold i Europas fem største ligaer efter coronapausen

  1. 1. Atalanta: 10 mål i 3 kampe (3.33 mål i snit)
  2. 2. FC Bayern München: 27 mål i 9 kampe (3 i snit)
  3. 3. Juventus: 9 mål i 3 kampe (3 i snit)
  4. 4. AC Milan: 6 mål i 2 kampe (3 i snit)
  5. 5. Manchester City: 9 mål i 3 kampe (3 i snit)
  6. 6. Napoli: 5 mål i 2 kampe (2.5 i snit)
  7. 7. Manchester United: 7 mål i 3 kampe (2.33 i snit)
  8. 8. Inter: 7 mål i 3 kampe (2.33 i snit)
  9. 9. Sassuolo: 7 mål i 3 kampe (2.33 i snit)
  10. 10. Real Madrid: 11 mål i 5 kampe (2.20 i snit)

’Braithwaite kontaktede mig med et mål’

Danskeren, der netop var ankommet til Barcelona, var interesseret i at opnå en endnu bedre fysisk form.

- Martin Braithwaite kontaktede mig på et tidspunkt, fordi han havde en ambition om at vende tilbage i absolut optimal form, når de skulle mødes igen. Han spurgte derfor til, hvad det var, han skulle fokusere på.

- Og det råd, jeg gav ham, var i høj grad, at han skulle lave højintenst intervalarbejde. Han er en ambitiøs mand, og jeg har indtrykket af, han fulgte mange af mine råd.

En fornemmelse, der formentlig er rigtig.

Da Barcelona-spillerne begyndte at vende tilbage til træningsanlægget efter den ufrivillige pause, var de spanske medier yderst begejstret for danskerens fysiske formåen.

Jagter ’sensationelt’ resultat

Mens Braithwaite og Barcelona ikke har vind i sejlene i øjeblikket, så har Atalanta det derimod. Klubben har i denne sæson været virkelig skræmmende foran målet.

Det var holdet fra Bergamo også i sidste sæson, hvor de ganske overraskende hentede bronze i Serie A. Lige nu ligger klubben på en aktuel fjerdeplads, men ambitionerne er stadig til mere.

- Om vi kan gentage tredjepladsen fra sidste sæson, er da ikke en umulighed, siger Jens Bangsbo og uddyber den reelle målsætning:

- Men vores første mål er at kvalificere os til Champions League igen. Det vil være ret sensationelt, hvis vi kan gøre det for andet år i streg. Det vil jeg mene i forhold til den økonomi og spillerbredde, vi har.

Jens Bangsbo har flere gange været tilknyttet landsholdet. Her ses han med Nicklas Bendtner.

Fjerdepladsen, der er adgangsgivende til Champions League, virker mere realistisk end urealistisk.

Atalanta har lige nu ni point ned til Roma på femtepladsen, mens der er syv point op til Inter på tredjepladsen. Atalanta har spillet en kamp mindre.

I toppen kæmper Lazio og Juventus en smule isoleret om guldet, og Jens Bangsbo peger da også på, at mesterskabet formentlig havner hos Juventus.