Fodbold

Spillere i Serie A-klub i forringet form – ekspert ’blæst bagover’ af resultaterne

Atalanta-spillerne jubler over én af mange mål i sæsonen. Vincenzo Pinto / Ritzau Scanpix

Atalantas danske træner Jens Bangsbo forklarer, hvordan klubbens spillere vendte tilbage fra coronapausen i forringet fysisk tilstand.

Atalanta har taget hele fodboldeuropa med storm. Det offensive og målfarlige fodboldspil har hurtigt gjort klubben fra Bergamo til en ægte fanfavorit.

Og man forstår godt hvorfor.

Det er på mange måder en revolution, de har skabt. Jeg må sige, at jeg er fuldstændig blæst bagover

TV 2 SPORTs fodboldekspert Martin Mikkelsen om Atalanta

Atalanta er det hold i Europas fem største ligaer - hvis vi ser bort fra de tyske mestre Bayern München - der har scoret flest ligamål per kamp i denne sæson.

Og ganske imponerende er de målrige takter fortsat efter coronapausen. Atalanta har vundet alle tre kampe i genstarten af Serie A, hvor de har leveret hele ti mål. Med et snit på 3,33 mål per kamp er Atalanta derfor det mest scorende hold i Europas fem største ligaer efter coronapausen.

En bedrift, der ikke bliver mindre imponerende taget i betragtning af, at holdets spillere mødte op efter pausen i en væsentligt forringet tilstand.

De mest scorende hold i Europas fem største ligaer efter coronapausen

  1. 1. Atalanta: 10 mål i 3 kampe (3.33 mål i snit)
  2. 2. FC Bayern München: 27 mål i 9 kampe (3 i snit)
  3. 3. Juventus: 9 mål i 3 kampe (3 i snit)
  4. 4. AC Milan: 6 mål i 2 kampe (3 i snit)
  5. 5. Manchester City: 9 mål i 3 kampe (3 i snit)
  6. 6. Napoli: 5 mål i 2 kampe (2.5 i snit)
  7. 7. Manchester United: 7 mål i 3 kampe (2.33 i snit)
  8. 8. Inter: 7 mål i 3 kampe (2.33 i snit)
  9. 9. Sassuolo: 7 mål i 3 kampe (2.33 i snit)
  10. 10. Real Madrid: 11 mål i 5 kampe (2.20 i snit)

Det forklarer Atalantas assisterende træner, Jens Bangsbo, som også arbejder som professor i fysiologi på Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.

- Vi er ret imponeret over den træningsmængde, spillerne lagde for dagen. Men til trods for det vendte de tilbage i væsentlig dårligere fysisk form. Det er jo klart, fordi de ikke har haft samme mulighed for at bedrive intenst fysisk arbejde.

- Det er i høj grad spillernes udholdenhedskapacitet, der var mere begrænset. Der var en reduktion på 15-20 procent i evnen til at lave højintenst arbejde hos vores spillere, siger han til TV 2 SPORT.

Jens Bangsbo har over flere omgange fungeret som fysisk træner for landetsholdet, mens han også tidligere i karrieren var assistenttræner i Juventus.

'En rigtig hård periode for spillerne'

Reduktionen på 15-20 procent opstod, selvom klubben havde gjort meget for at holde spillernes fysiske form i top.

Jens Bangsbo fungerer som assisterende fysisk træner i klubben, og han har under hele forløbet haft en stor finger med i spillet.

Det har dog ikke været nemt for klubben under coronapausen.

- Det har været en rigtig hård periode for klubben, fordi spillerne har været isoleret derhjemme. Det betød jo også, at spillerne ikke kunne komme ud at træne.

Atalanta sørgede for, at spillerne fik sendt løbebånd hjem til sig selv. Træning, der skulle foregå online, så klubben hele tiden kunne følge med i, hvad spillerne foretog sig.

Atalantas mandskab demonstrerede sine evner i et topopgør i Serie A mod Lazio. Video: Louise Lind

Spillerne troppede - trods den store reduktion - op i en relativ god fysisk form, hvorfor det var muligt for klubben at få spillerne tilbage på det vanlige fysiske niveau i de seks ugers træning frem mod genstarten af Serie A.

- Havde spillerne ikke trænet selv i de der syv uger, så havde vi ikke på de seks uger formået at få dem tilbage til deres normale fysiske niveau.

'Et koncept, der fungerer'

Klubbens hårde arbejde har givetvis båret frugt. Atalanta har imponeret stort i de første tre kampe efter genstarten af Serie A.

Det hænger også sammen med, at spillerne køber ind på klubbens koncept. Det forklarer Jens Bangsbo, der samtidigt anerkender, at det til tider måske bliver lidt til den gode side med det hårde arbejde.

- Træneren har jo haft succes med at opbygge et koncept, der fungerer. Og det fungerede også inden coronakrisen. Men vi må også bare sige, at vi arbejder rigtig hårdt med spillerne. Og undertiden har vi måske også tænkt, at det var lige lovlig rigeligt, griner Jens Bangsbo.

Danskeren pointerer dog ét problem i klubben, som muligvis får konsekvenserne senere hen på sæsonen.

Flest mål per kamp i sæsonen 2019/2020 i Europas fem største ligaer

Så mange mål scorer Europas mest målfarlige hold i snit per kamp:

  1. 1. Bayern München: 2.9
  2. 2. Atalanta: 2.85
  3. 3. PSG: 2.77
  4. 4. Manchester City: 2.48
  5. 5. Dortmund: 2.47
  6. 6. RB Leipzig: 2.38
  7. 7. Liverpool: 2.25
  8. 8. Barcelona: 2.24
  9. 9. Liverpool: 2.25

- Vi er selvfølgelig også bekymret med tanke på, at vi har en relativ smal trup, der skal spille så mange kampe, siger den danske Serie A-træner.

Der resterer således stadig ti runder af Serie A, hvor kampene kommer som perler på en snor.

Ekspert er blæst bagover

Atalantas underholdende spil og innovative tilgang til spillet går heller ikke ubemærket hen.

TV 2 SPORTs fodboldekspert Martin Mikkelsen, der kommenterer flere Serie A-kampe om ugen, er ikke bleg for at skjule sin begejstring for Bergamo-mandskabet.

- Det er på mange måder en revolution, de har skabt. Jeg må sige, at jeg er fuldstændig blæst bagover. De er så ekstremt dygtige i deres presspil, og det kommer jo af hård træning.

- Trænerteamet har struktureret holdet på den måde, at hver enkelt spiller får sit våben frem på bedst mulig måde. De er et meget ultimativt og insisterende fodboldhold. Deres presspil klemmer altid modstanderne ned mod eget felt. Det er ret sindssygt at se på nogle gange.

Du kan se, om Atalanta kan fortsætte den imponerende målstime torsdag klokken 19.30, når holdet får besøg af Napoli.

Se kampen på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.