Fodbold

Atlético Madrid sender Mallorca tæt på nedrykning

Alvaro Morata blev dobbelt målscorer i 3-0-sejren, hvor Atletico Madrid for anden kamp i træk scorede på et straffespark, der måtte sparkes om.

Mallorca kæmper ihærdigt for at sikre overlevelse i den bedste, spanske række, men fredag aften tog klubben et skridt i den forkerte retning.

Her tabte mandskabet nemlig 3-0 på udebane til Atlético Madrid, der modsat hentede vigtige point til topstriden og cementerede tredjepladsen i La Liga.

Med sejren står Atlético Madrid nu noteret for 59 point efter 33 kampe, mens Mallorca har 29 point på 18. pladsen - fem point efter Celta Vigo, der er over nedrykningsstregen.

Stor brøler sendte Atl. Madrid på sejrskurs

Fra kampens start satte hjemmeholdet sig på opgøret, og særligt João Félix havde flere store chancer. Portugiseren havde dog hverken mål i venstre- eller højrestøvlen.

Til gengæld havde angrebskollegaen Alvaro Morata en udmærket aften. Efter 25 minutter blev spanieren tildelt et straffespark, da han blev nedlagt i feltet af Aleksandar Sedlar.

Spanieren gik selv frem til 11-meter-pletten og sendte kuglen af sted til venstre for Manolo Reina. Målmanden fik dog hænderne på og reddede forsøget.

Men bare få sekunder efter blev dramaet øget. Dommerteamet undersøgte nemlig billederne af straffesparket, fordi en Mallorca-spiller tilsyneladende var løbet ind i feltet, inden Alvaro Morata havde taget sparket.

Mallorca-spillerne løb straks hen til dommeren, da de indså, at han overvejede at give Atletico Madrid et omspark. Deres protester var dog nyttesløse.

Dommeren besluttede at give Atlético Madrid et omspark på grund af hændelsen, og denne gang formåede Alvaro Morata at bringe hjemmeholdet foran 1-0.

Faktisk var det anden kamp i træk, de bolsjestribede fik et nyt straffespark tildelt - tidligere på ugen var det imod Barcelona, hvor målmand Marc-André ter Stegen forlod målstregen inden sparket.

Alvaro Morata skød sikkert bolden forbi Manolo Reina i andet forsøg.

Med scoringen til 1-0 var Mallorca, der er rækkens dårligste udehold ifølge statistikkerne, under stort pres. De hvidblusede forsøgte at finde vej til hjemmeholdets mål, men uden held.

Til gengæld lykkedes det kort før pausen Atlético Madrid at fordoble deres føring. Koke fik driblet sig fri i højre side af feltet og sendte en flad aflevering ind til Alvaro Morata, der løb Aleksandar Sedlar omkuld og let kunne score til 2-0.

Skydetelt imod Mallorca i anden halvleg

Efter pausen var det fortsat Atlético Madrid, der var dominerende. Et kvarter inde i anden halvleg driblede Victor Vitolo sig fri i venstre side af feltet, men Manolo Reina snuppede hans forsøg.

Kort tid efter sendte Renan Lodi bolden af sted imod målet, men desværre for ham måtte han se skuddet ramme overliggeren.

Imens Vitolo og Lodi ikke havde held med målscoringen, lykkedes det Koke at få netmaskerne til at blafre. Han opsnappede en løs bold uden for feltet og bankede den af sted mod mål. Forsøget blev rettet af, og det var med til at snyde Manolo Reina i Mallorca-målet.

Koke fejrer scoringen til 3-0 med holdkammeraterne.

Det blev opgørets sidste scoring, og derfor kunne Atlético Madrid juble over en 3-0-sejr, og at de er et skridt tættere på en Champions League-billet til næste sæson.