Fodbold

Bayern bekræfter stjerneindkøb efter langt tilløb

Leroy Sané kan efter lang tids rygter endelig kalde sig Bayern München-spiller, bekræfter klubben fredag.

En tysk stjerne vender hjem til Bundesligaen.

Fredag bekræfter den tyske storklub Bayern München på sin hjemmeside, at den henter den 24-årige tyske angriber Leroy Sané fra Manchester City på en aftale frem til sommeren 2025.

Det har længe været regnet for sikkert, at Sané skulle til Bayern, men den endelige aftale mellem klubberne er først nu blevet underskrevet.

Den tyske landsholdsangriber kom til Manchester City i 2016 efter at have slået igennem hos Schalke 04. I alt nåede Leroy Sané 135 kampe for City, hvori det blev til 39 mål og 45 oplæg.

- FC Bayern er en stor klub med høje målsætninger, og de målsætninger passer mig godt, siger Leroy Sané til Bayerns hjemmeside.

- Jeg vil vinde så mange trofæer som muligt med FC Bayern, og Champions League er topprioriteten.

Det nåede han aldrig i sine fire sæsoner med Manchester City, hvor det seneste lille års tid blev ødelagt af en slem knæskade.

Allerede dengang var han på rygtebasis på vej til Bayern München, men knæskaden i august spolerede skiftet, som nu er blevet en realitet.

Bayern-bommert før endelig aftale

De afsluttende forhandlinger mellem klubberne fik et lille tvist, da Bayern på sine sociale medier henvendt til de arabiske fans var lige lovligt hurtige på aftrækkeren.

Her fik klubben præsenteret Sané i Bayern-trøje og det hele, inden aftalen var endelig.

Det blev den dog fredag morgen.

- Hans kvaliteter som spiller er uomtvistelige. Hans fart, tekniske kvaliteter og giftighed foran mål gør ham til en absolut topspiller, siger Bayern-direktør Oliver Kahn til klubbens hjemmeside.

Leroy Sané kom sig over sin knæskade under coronapausen, men i den genoptagede Premier League-sæson er det kun blevet til et indhop på 11 minutter i Citys 5-0-sejr over Burnley 22. juni.

Han blev skadet i Community Shield-kampen mod Liverpool tilbage i august.

Sané har spillet 21 landskampe for Tyskland og scoret fem mål for nationalmandskabet.