Fodbold

Klopp irriteret på pressemøde: - Lampard og Solskjær får ikke disse spørgsmål

Jürgen Klopp har stået i spidsen for Liverpool siden 2015. Dylan Martinez / Ritzau Scanpix

Træneren er træt af at høre på, at han skal give de unge spillere chancen, nu hvor mesterskabet er hjemme – men at de stadig får kritik, når de taber.

I sidste uge var der liv og glade dage i Liverpool, da traditionsklubben vandt det engelske mesterskab med syv runder tilbage.

Men selvom pokalen er i hus, vil holdet ikke hvile på laurbærrene. Langt fra. Det gjorde Jürgen Klopp klart på et pressemøde inden kampen mod Aston Villa på søndag.

Her blev tyskeren blandt andet spurgt, om han ikke skulle give flere unge spillere spilletid og erfaring, efter mesterskabet er sikret - og det fik hans mund på gled.

- Det her er en ting, folk må forstå. Frank Lampard og Ole Gunnar Solskjær får ikke disse spørgsmål. Vi er ligavindere, og der bliver råbt om, at vi skal spille med de unge spillere.

- Men når vi taber, bliver vi beskyldt for at have mistet fokus, forklarer Liverpool-træneren ifølge TV 2 Norge på pressemødet.

Torsdag aften spillede Liverpool første kamp, efter de definitivt havde vundet den bedste, engelske række. Her mødte de rivalerne fra Manchester City, som inden kampen klappede Liverpool-spillerne på banen.

Selvom Manchester City glippede mesterskabet i denne sæson, var spillerne ikke for fine til at lykønske Liverpool.

Derefter stoppede opturen dog for Liverpool, der måtte indkassere et nederlag på hele 4-0. Det var blot holdets andet nederlag i Premier League i denne sæson – men selvom mesterskabet ikke er i fare, vil de rødblusede altid give 100 procent på banen.

- Vi ønsker at vinde kampe, så vi må bruge vores bedste spillere. Når vores unge spillere er iblandt dem, kommer de til at være på banen.

- De er tæt på, de er virkelig gode, og de er fremtiden – men de kan ikke spille, bare fordi jeg vil se dem i Premier League, lyder det fra Jürgen Klopp.

Liverpool jagter rekorder

Der resterer seks runder af denne sæson, og Liverpool står noteret for 86 point. Derfor har de stadig mulighed for at slå rekorden for flest point i én sæson – den rekord er Manchester City lige nu indehaver af med 100 point.

De rødblusede har allerede sat rekord for det tidligst sikrede mesterskab i historien og kan ligeledes opnå rekorden for et mesterskab med størst mulig margin til andenpladsen. Rekorden lyder på 19 point, Liverpool fører lige nu med 20 point.

Derudover har Liverpool vundet samtlige hjemmekampe i denne sæson – og skulle de vinde de sidste tre imod Aston Villa, Burnley og Chelsea, skriver klubben historie. I så fald bliver Liverpool nemlig de første, der vinder alle hjemmekampe i Premier League i én sæson.

Uanset om det lykkes eller ej, kan Liverpool dog glæde sig over at have sat rekord for flest hjemmebanesejre i træk tidligere på året.