Fodbold

Robbens comeback vælter klubben: - Det er et galehus

Trøjer og billetter bliver revet væk i FC Groningen efter offentliggørelsen af Arjen Robben. Klubben må snart melde udsolgt.

Arjen Robben har dårligt nok nået at tage fodboldstøvlerne ned af hylden og støve dem af efter et års pause, før han skaber problemer for sin kommende klub, FC Groningen.

Klubben offentliggjorde i slutningen af juni, at den tidligere hollandske landsholdsspiller vender hjem til Groningen, hvor han begyndte sin seniorkarriere i 2000 og spillede to år frem.

Det har skabt problemer for den hollandske klub. Heldigvis er det den slags problemer, man gerne vil have. For fanshoppen er blevet lagt ned af begejstrede fans, der ønsker at købe merchandise.

Den ekstreme stigning i henvendelser gør, at de fem ansatte medarbejdere ikke kan følge med, og derfor er der hentet ti frivillige ind til at hjælpe.

'Et galehus'

Det er særligt ét ønske, der går igen. En spillertrøje med nummer 10 og Robben på ryggen.

Der er blevet solgt lige omkring 1.800 trøjer med den kombination. Derfor har maskinen til at lave tryk på trøjerne kørt i pendulfart. Det er især størrelserne medium og large, der er langet over disken.

- Det er et galehus. Det her tal kan normalt dække en hel sæson. Nu har vi næsten udsolgt på bare tre dage, siger Tim Van der Molen, der er chef for merchandise til det hollandske medie NOS.

- Jeg så én trøje med Van Hintum den anden dag, og nogle gange er der nogen, der vil have deres eget navn på. Resten er med Robben.

'Enormt løft for Groningen'

I Holland er der endnu uvished om, hvor mange der må komme på stadion, når næste sæson begynder, men det har ikke hindret klubbens fans i også at vælte klubben her.

På de bare tre dage er der solgt 11.000 billetter. Det er mere, end der blev solgt hele sidste sæson og lige under halvdelen af, hvad der er plads på deres stadion.

- Der er så mange mennesker, der pludselig er kommet til klubben og vil købe sæsonbilletter. De vil gerne have en snak om, hvor smukt, de synes, det er, at Robben er tilbage. Det er et enormt løft for Groningen. Ikke kun i forhold til trøjer og billetter, men også med hensyn til følelser, siger Van der Molen.

Denne sæson sluttede FC Groningen lige i midten af den hollandske Æresdivision.

Sidst den nu 36-årige Robben spillede for klubben, blev det til 46 kampe og otte mål. Hvor mange kampe, det bliver til i den her omgang, er usikkert, men kantspilleren har kun skrevet kontrakt for kommende sæson.