Fodbold

FCN's fodboldkvinder vinder pokalfinalen

Camilla Kur Larsen blev matchvinder med sit mål i første halvlegs tillægstid. Her ses hun i aktion for Fortuna Hjørring. Henning Bagger / Scanpix Denmark

Camilla Kur Larsen blev matchvinder, da FC Nordsjællands fodboldkvinder vandt 1-0 over FC Thy-Thisted Q.

FC Nordsjællands fodboldkvinder kronede en flot sæson, da holdet lørdag vandt pokalfinalen med 1-0 over FC Thy-Thisted Q.

Camilla Kur Larsen blev matchvinder med sit mål i første halvlegs tillægstid. Hun var hurtigst over en ripost og fik sat bolden i mål.

Der er tale om FCN's første titel.

Siden 2010 har enten Brøndby eller Fortuna Hjørring vundet pokalturneringen. Flest gange Brøndby med otte sejre.

FCN spillede for første gang med i kvindernes bedste fodboldrække i denne sæson, og her sluttede holdet på tredjepladsen.

- Fantastisk. Det må være dagens ord, siger Camilla Kur Larsen til DR Sporten.

- Der er så mange, der ikke har været i en finale før eller vundet medaljer før, og nu står vi tilbage med to efter vores første sæson i ligaen. Jeg er super stolt af det her hold, siger Camilla Kur Larsen.