Fodbold

Efter 42 forgæves forsøg lykkedes det Ronaldo: - Jeg havde virkelig brug for det

Mod Torino kunne Cristiano Ronaldo endelig juble over et frisparksmål for Juventus. Det var samtidig hans 25. ligamål i denne sæson.

43 forsøg eller knap to sæsoner tog det Cristiano Ronaldo at score et mål direkte på frispark i Juventus-trøjen.

Det skete efter godt en times spil i Juventus' 4-1-sejr over bysbørnene fra Torino lørdag.

- Jeg havde virkelig brug for det frisparksmål, så jeg kunne få noget selvtillid tilbage, indrømmede Ronaldo ifølge Football Italia over for Sky Sport Italia efter kampen.

Cristiano Ronaldo på vej til at score sit første frisparksmål for Juventus.

Hans 42 tidligere forsøg var blevet reddet, røget forbi mål eller ind i modstanderholdenes mur. Da han i september 2019 havde misbrugt sit 24. frispark for Juventus, blev han den ringeste frisparksskytte i Serie A's historie.

Totalt set er Cristiano Ronaldo nu oppe på 46 frisparksmål på klubplan. For Real Madrid ramte han plet 32 gange, og inden da havde han 13 fuldtræffere for Manchester United.

Tangerede 59 år gammel Juventus-rekord

Den 35-årige portugisers mål mod Torino var også specielt af en anden årsag.

Det var Ronaldos ligamål nummer 25 i denne sæson.

Det har ingen anden Juventus-spiller formået i en og samme sæson siden 1960/1961, hvor Omar Sivori scorede præcis 25 Serie A-mål.

I den sæson spillede Sivori 27 ligakampe. Cristiano Ronaldo har brugt én ligakamp færre til sine 25 mål.

Juventus besejrede Torino med 4-1 i en sejr, der bød på kontramål, straffespark og frisparksmål fra Cristiano Ronaldo. Video: Malthe Henriksen

I sidste sæson scorede Ronaldo 21 ligamål for Juventus, der i suveræn stil vandt det italienske mesterskab for ottende gang i træk.

Meget tyder på, at Torino-klubben snupper endnu et mesterskab.

Sent lørdag aften tabte Lazio, så Juventus nu har et forspring på syv point til Rom-klubben på andenpladsen med otte kampe tilbage.

AC Milan vandt med 3-0 på udebane over Lazio i den italienske Serie A. Video: Malthe Henriksen

Christian Eriksen og Inter er på tredjepladsen i Serie A og kan med en sejr over Bologna søndag komme bare ét point efter Lazio.

Top-4 i Serie A

  1. Juventus 75 point
  2. Lazio 68 point
  3. Inter 64 point
  4. Atalanta 60 point