Fodbold

Medier i ekstase - ung svensker laver 'Zlatan-mål'

Alexander Isaks scoring i LaLiga-kampen mod Levante får ekspert og udenlandske medier til at drage paralleller til Zlatan Ibrahimovic.

Selvom Zlatan ikke har lagt støvlerne på hylden, så er en anden svensker allerede klar til at træde i den legendariske angribers fodspor.

Mandag aften har den 20-årige svenske Real Sociedad-spiller i hvert fald lavet et mål i ægte Zlatan-stil.

Da svenskeren med en flot hælafslutning sendte sit hold på 1-0, var TV 2 SPORTs fodboldekspert Kasper Lorentzens første reaktion da også Zlatan Ibrahimovic.

- Det første, jeg tænker på, er Zlatan. Det er altså dejligt. Det er flot sat ind, sagde han i kommenteringen under kampen.

Og det var på ingen måde et tilfældigt mål, mener Kasper Lorentzen. I pausestudiet på TV 2 SPORT X fik han nemlig muligheden for at kigge endnu mere grundigt på scoringen.

- Det er 100 procent bevidst. Han har set Zlatan gøre det mange gange. Det er der, det kommer fra. Det er rigtig flot lavet.

Svenske og udenlandske medier i samme båd

Det er således ikke kun Kasper Lorentzen, hvis tanker bliver ledt mod Zlatan Ibrahimovic.

Flere svenske medier er allerede ekstatiske over den flotte scoring.

- Drømmemål af Isak. Det er mirakuløst, det han har lavet, skriver Expressen, der bliver fulgt op af et andet svensk dagblad:

- Isak slår til med Zlatan-mål. Det er et klassemål, skriver Aftonbladet.

Spanske ESPN skriver sågar også på Twitter, at den unge svensker 'har lært det fra Zlatan'.

Svenskerens flotte mål var dog ikke nok til at sikre Real Sociedad en vigtig sejr i bestræbelserne på en Europa League-plads.

Få minutter senere udlignede Jose Morales til 1-1, hvilket også blev kampens slutresultat.

Levante bragte sig hurtigt tilbage i LaLiga-opgøret mod Real Sociedad, da Morales scorede til 1-1. Video: Nicolai Dvinge