Fodbold

Om et år sættes Barcelonas sjæl på spil: - Alvoren er gået op for alle

FC Barcelonas fremtid er på spil, når der er præsidentvalg i sommeren 2021. Scanpix

FC Barcelona skal næste år afholde præsidentvalg, og det kan blive afgørende for klubbens fremtid.

Se FC Barcelona mod lokalrivalerne Espanyol onsdag klokken 22.00 på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.

Més Que Un Club. Mere end en klub.

Det er slogannet i FC Barcelona. Et slogan, som pryder langsiden på klubbens stadion, Camp Nou, og som klubbens tilhængere igen og igen vender tilbage til, når man skal forklare det unikke ved den catalanske fodboldklub.

Nu er det klart for alle, at noget er galt i Barcelona

Morten Glinvad

Tilhængerne selv er noget af det, der gør FC Barcelona unik. Klubben er som en af ganske få storklubber i Europa ejet af sine fans, og de skal næste sommer til valg for at afgøre, hvem der skal være klubbens præsident de kommende seks år.

Et valg, som TV 2 SPORTs fodboldkommentator Morten Glinvad betegner som et skæringspunkt, hvor der "utvivlsomt vil udstikkes en ny kurs".

- Det begynder mere og mere at pege hen imod, at der vil være behov for et stort opgør, der handler om Barcelonas sjæl. Det er det, der er på spil her.

- Man har en følelse af, at det bliver et præsidentvalg, hvor der virkelig kan ske store ting, siger Morten Glinvad, der i en årrække har fulgt spansk fodbold og FC Barcelona tæt.

Valget kommer efter nogle kaotiske år i den catalanske storklub. På de indre linjer har der været store ledelsesmæssige uoverensstemmelser, mens der også har været sportslige skuffelser i særligt Champions League, hvor man ikke har kunnet leve op til forventningerne om et topresultat de seneste fire år.

Selv om man fortsat er med i denne sæsons udgave af den europæiske klubturnering, så ulmer den sportslige fiasko alligevel, da catalanerne er tæt på at have tabt kampen om det spanske mesterskab, som man ellers har haft for vane at vinde i Barcelona.

Følelserne var ikke til at tage fejl af, da FC Barcelona i 2019 tabte 0-4 på udebane mod Liverpool og røg ud af Champions League efter at have vundet 3-0 i det første opgør.

- Når man kigger på alt det, der er sket de seneste år, står det klart for alle, at de er nødt til at tage det alvorligt. Nu kan de ikke, som når de bliver ydmyget af Juventus, Liverpool og Roma i Champions League, sige, at de vinder jo mesterskabet, så det er ikke helt galt. Nu er det klart for alle, at noget er galt i Barcelona, siger Morten Glinvad.

Noget af det, som er blevet kritiseret over de seneste år, er, at man har fået en for pragmatisk tilgang til spillet på banen, og talenterne fra egne rækker slår ikke igennem på klubbens førstehold. Det ønsker man at lave om på blandt klubbens fans.

- De føler, at de har mistet deres sjæl. De føler, de har mistet deres identitet og det, der har gjort dem til en unik klub og noget af det, der var med til at gøre dem til verdens bedste klub for 10 år siden. Det er det, de meget, meget gerne vil have tilbage, siger Morten Glinvad.

De stemmeberettigede ved valget er de omkring 140.000 medlemmer af klubben - også kaldet socis. I skrivende stund er det kun Victor Font, der officielt har meddelt sit kandidatur. Han kan få konkurrence klubbens tidligere præsident Joan Laporta, der i 2018 meddelte, at han har intentioner om at stille op.

Klubbens nuværende præsident, Josep Maria Bartomeu, har annonceret, at han ikke stiller op til valget, der typisk bliver afholdt i juni.

Talenternes førerposition er 'fuldstændig forsømt'

I FC Barcelona har klubbens eget akademi, La Masia, historisk leveret et hav af talenter til klubbens førstehold. I denne sæson har Ansu Fati og Rique Puig begge fået sit gennembrud på Camp Nou, men ellers har leverancen været lav de seneste år.

Og det er ikke godt nok, mener TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker.

- La Masia er forsvundet lidt i baggrunden, og det er jo problematisk. Det er fint, at Ansu Fati og Riqui Puig kommer op og spiller lidt, men det er jo ikke meningen, at der kun skal komme spillere hvert andet eller tredje år.

For 10 år siden var snakken en helt anden, når man kiggede på talentudviklingen i Barcelona. Her blev Lionel Messi, Andrés Iniesta og Xavi, der alle er et produkt af La Masia, kåret som de tre bedste spillere i verden.

Lionel Messi, Andrés Iniesta og Xavi blev nummer ét, to og tre ved Ballon d'Or i 2010.

To år senere kulminerede det, da 'Blaugrana' i en LaLiga-kamp mod Sevilla spillede med et hold udelukkende bestående af La Masia-spillere i 60 minutter. En virkelighed, som man er meget langt fra i disse år.

- De er kommet til at hvile lidt på laurbærrene i forhold til, at de for 10 år siden blev set som førende i hele verden, når det kom til talentudvikling, og når det handlede om at have den her sammenhæng mellem at have et af verdens bedste førstehold i verden og samtidig evne at få spillere igennem fra egne række.

- De har fuldstændig forsømt at bevare den førerposition, og det er jo et kæmpe problem, siger Morten Glinvad.

Mads Junker peger på, at de få La Masia-spillere på førsteholdet kan skyldes en manglende kvalitet. Men fodboldeksperten undrer sig alligevel over, at man ikke har en større tiltro til spillerne fra egne rækker.

- Man udlejer spillere som Carles Pérez og Carles Aleñá, og det er jo lidt et opgør mod klubbens identitet, når man så går ud og køber middelmådige spillere i stedet for at bruge egne talenter, siger Mads Junker med henvisning til, at man i denne sæson har udlejet de to midtbanespillere til henholdsvis AS Roma og Real Betis.

Ingen pletskud på transfermarkedet er 'enormt problematisk'

Ikke nok med at Barcelona har fået kritik for den manglende brug af La Masia-spillere, så har de også fået kritik for måden at handle spillere på.

I 2018 og 2019 har den spanske mesterklub brugt enorme summer på at hente stjernespillere som Philippe Coutinho, Ousmane Dembélé og Antoine Griezmann til klubben. Tre spillere, der endnu ikke har formået at leve op til prisskiltet på omkring en milliard danske kroner.

Barcelonas 10 dyreste handler siden 2010

  1. Philipe Coutinho (1.080.000.000)
  2. Ousmane Dembélé (931.000.000)
  3. Antoine Griezmann (894.000.000)
  4. Neymar (655.000.000)
  5. Luis Suarez (610.000.000)
  6. Frenkie de Jong (558.000.000)
  7. Miralem Pjanic (447.000.000)
  8. Malcom (305.000.000)
  9. Paulinho (298.000.000)
  10. David Villa (298.000.000)

Kilde: Transfermarkt

Mads Junker undrer sig særligt over, at man sidste sommer valgte at hente Griezmann fra rivalerne Atlético Madrid.

- Jeg har hele tiden været kritisk over for købet af Griezmann, fordi han har mange af de samme kvaliteter som Messi. Hvorfor skal man så købe ham?

- Jeg synes, at scoutingen er lidt speciel, og især når vi er oppe i det prisleje. De stod og manglede en venstrekant, og så ville det jo give mere mening, hvis de hentede en Jadon Sancho eller Raheem Sterling, fordi de netop ville passe ind på holdet, siger Mads Junker.

Antoine Griezmann har i Barcelona spillet 44 kampe og scoret 15 mål. Ousmane Dembélé, der i øjeblikket er skadet, er noteret for 74 kampe og 19 mål, mens Philippe Coutinho repræsenterede Barcelona 76 gange med 21 scoringer til følge, inden han i denne sæson blev udlejet til Bayern München.

Selv om de tre handler skiller sig ud med et beløb på næsten en milliard danske kroner, så har Barcelona historisk set køb dyre spillere. Det kommer bare til at se skidt ud, når de ikke formår at udvikle egne talenter på samme tid, mener Morten Glinvad.

Ousmane Dembélé har i sin tid i FC Barcelona været skadet ad flere omgange.

- Der har altid været en sammenhæng mellem det at købe dyre spillere og have en stærk kerne med spillere fra klubbens eget akademi. Det har man jo ikke haft på samme vis de seneste år.

Fodboldkommentatoren skal helt tilbage til sommeren 2014 for at finde et eksempel på et godt transfervindue for FC Barcelona, hvor man hentede Luis Suarez, Marc-André Ter Stegen og Ivan Rakitic.

- De tre spillere kom den sommer, men siden da kan man ikke sige, at der virkelig har været et pletskud på transfermarkedet, og det er jo enormt problematisk.

"Man ved ikke, hvad man får fra FC Barcelona lige nu"

På fodboldbanen har man klubben vundet det spanske mesterskab fire gange ud af de seneste fem sæsoner. Men alligevel har utilfredsheden med spillet været tiltagende. For i Barcelona handler det ikke kun om resultater. Det handler i høj grad også om måden, som resultaterne leveres på.

Vi ved, at Messi får bolden hele tiden, og så må han gøre noget

Mads Junker

Fra 2008 til 2012 stod Pep Guardiola i spidsen for catalanerne, og ved hjælp af både en flot spillestil og egne talenter vandt klubben LaLiga tre gange og Champions League to gange.

Guardiola blev i Barcelona kendt for spillestilen 'tiki-taka'. Korte afleveringer og en masse bevægelse, der tilsammen var medvirkende til at give holdet en høj boldbesiddelse og utallige flotte angrebskombinationer.

- Man er gået væk fra den spillestil, som Guardiola og Luis Enrique benyttede. Barcelona-stilen er forsvundet, og det er gået relativt stærkt. Det bedste eksempel er, at man ofte spiller med to angribere. Det er blandt andet et udtryk for, at man ikke har købt ind til den venstre kant, efter man solgte Neymar til PSG, siger Mads Junker.

- Helt fodboldmæssigt er der noget forkert i, at de ikke spiller 4-3-3. Det er mærkeligt at se et Barcelona-hold, der spiller pragmatisk og henstiller sig på, hvilke spillere de har. Det er det første problem, at de ikke har sagt, at de bare skal spille 4-3-3 og så købe spillere til det eller hive spillere op, så de kan gøre det.

Under Ernesto Valverde, der i januar blev fyret efter to og et halvt år i sædet, var det i særdeleshed et Barcelona-hold, der spillede med en langt større kynisme og pragmatisme, end man har været vant til.

Men også under efterfølgeren, Quique Setién, har man oplevet kampe, hvor den klassiske 4-3-3-formation er blevet tilsidesat til fordel for en 4-4-2-formation. Det skete senest i 2-2-kampen mod Atlético Madrid i sidste uge.

- Man ved ikke, hvad man får fra FC Barcelona lige nu – hverken opstillingsmæssigt eller udtryksmæssigt. Vi ved, at Messi får bolden hele tiden, og så må han gøre noget. Det er alligevel en lidt vild udvikling, og fodboldmæssigt hæmmer det dem jo helt vildt meget, at han absolut skal have bolden, siger Mads Junker.

"De kan nå at redde det endnu"

Fodboldeksperten forventer ikke, at udtrykket fra FC Barcelona vil blive mere tydeligt, før man har afholdt det kommende præsidentvalg. Han spår i stedet, at det bliver et år uden store beslutninger på både transfer- og trænersiden.

- Før valget kunne jeg godt forestille mig, at det bliver det samme i næste sæson også. Messi styrer det hele, og så kommer de til at ligge i top-2. Men der sker først noget stort sportsligt, når der bliver valgt en ny strategi.

Lige nu tyder meget på, at den kommende præsident kommer til at hedde Victor Font, da han i skrivende stund er den eneste kandidat, der officielt har meddelt sit kandidatur.

Tilbage i maj udtalte kandidaten, at han ser den tidligere Barcelona-spiller Xavi som en "bærende søjle" i klubbens sportslige projekt de næste 10 år.

- Vi arbejder ud fra idéen om, at han skal være vores træner, sagde den 47-årige catalaner til avisen SPORT.

Xavi blev allerede i januar tilbudt jobbet som træner for FC Barcelona, men dengang takkede han nej.

Xavi, der i øjeblikket er træner for Al Sadd i Qatar, har selv meddelt, at han selv ønsker at blive træner for klubben, hvor han som aktiv nåede at spille 767 kampe, efter det kommende præsidentvalg. Og netop Xavi kan blive manden til at få Barcelona tilbage på ret sportslig kurs.

- Jeg tror, at det kan være rigtig vigtigt for dem at få Xavi tilbage. På den måde viderefører man en af klubbens egne, der kender værdierne og ved, hvad de står for. Jeg kunne forestille mig, at ham og Messi kunne finde fælles fodslag om at finde tilbage til det gamle Barcelona.

Selv om FC Barcelona i øjeblikket står med en stor bunke udfordringer og er tæt på at tabe kampen om det spanske mesterskab til ærkerivalerne fra Real Madrid, så er det ikke helt galt, pointerer Mads Junker.

- De kan nå at redde det endnu. Det er ikke sprængt helt i atomer.