Fodbold

Real Madrid-stjerne ude resten af sæsonen

Marcelo har efter coronapausen delt spilletiden på Real Madrids venstreback med franske Ferland Mendy.

Fire kampe er Real Madrid fra at kunne lade sig krone som spansk mester.

Men hovedstadsklubben må i den absolutte slutspurt mod madrilenernes første mesterskab siden 2017 undvære brasilianske Marcelo.

På sin hjemmeside skriver Real Madrid, at forsvarsspilleren har pådraget sig en muskelskade i venstre lyske, og at man nu venter på yderligere svar.

Flere store medier som AS, Marca og Mundo Deportivo skriver alle, at konsekvensen er, at han som minimum må sidde ude i de fire resterende kampe i LaLiga.

Nu kæmper den brasilianske stjernespiller nu for at blive klar til slutfasen i Champions League, der bliver spillet i august. Her mangler Real Madrid fortsat at spille returopgøret mod Manchester City i ottendedelsfinalen. Den kamp spilles 7. august.

Zidane har kun én venstreback til rådighed

At Marcelo nu er ude i de sidste fire kampe i LaLiga, betyder, at Real Madrids manager, Zinedine Zidane, nu kun har én venstreback til rådighed i form af franske Ferland Mendy.

Og selv om Mendy allerede har vist store kvaliteter i hovedstadsklubben, så er det et tab, vurderer TV 2 SPORTs fodboldekspert Kasper Lorentzen.

- Selvfølgelig er det et tab, fordi belastningen på den position bliver hårdere. Han har også noget erfaring i de svære og afgørende kampe. Positionen er udfyldt rigtig godt af Mendy, så det er ikke en svækkelse, at han skal spille, men han bliver bare belastet mere, end hvad han ellers ville blive.

Marcelo har efterhånden udviklet sig til at være et klubikon i Real Madrid. Brasilianeren kom til klubben i 2007 som 18-årig og har spillet der lige siden.

Real Madrid har et enkelt point ned til FC Barcelona, der dog har spillet en kamp mere. En sejr i fredagens kamp over Alaves vil betyde, at forspringet bliver øget til fire point.

Udover Alaves mangler madrilenerne fortsat at møde Grenada, Villarreal og Leganes.