Fodbold

Præsident opsøgte dommer med 'truende' adfærd efter VAR-mål

TV 2 SPORTs fodboldekspert Kasper Lorentzen har svært ved at forstå, hvordan målet til 2-0 kunne godkendes.

Utilfredsheden var stor fra Real Sociedads spillere, da Grenada fredag aften fik godkendt en scoring i de to holds opgør i LaLiga.

Gæsterne fra Grenada kom tidligt foran, og efter 43 minutter blev føringen fordoblet. På tv-billederne så det unægteligt ud som om, at målscoreren Roberto Soldado var offside, da han modtog bolden i dybden.

Han var kommet ned fra boksen og fulgte os hen til døren til vores omklædningsrum med en truende attitude

Juan Martínez Munuera, fodbolddommer

Situationen blev set igennem af kampens VAR-dommere, og målet fik til stor frustration for hjemmeholdet lov til at stå.

På den langsomme gengivelse kunne man se, at Real Sociedads Diego Llorente lige nøjagtigt rørte bolden, inden den nåede videre til Soldado. Dommerne vurderede, at det derfor var en ny spilsituation, og der af den grund ikke kunne være offside.

I pausen fortsatte brokkeriet - men ikke fra spillerne. Ifølge Mundo Deportivo har kampens dommer, Juan Martínez Munuera, i sin kamprapport beskrevet en situation, hvor dommerholdet fik besøg af den absolutte top i Real Sociedad.

- Efter første halvleg, hvor vi var på vej til vores omklædningsrum i tunnellen, mødte vi præsidenten fra Real Sociedad, Jokin Aperribay Bedialauneta. Han var kommet ned fra boksen og fulgte os hen til døren til vores omklædningsrum med en truende attitude.

- Han blev ved med at sige følgende: "Det er skamfuldt. Det er altid det samme", står der i rapporten.

"Latterlig situation"

I anden halvleg kom Real Sociedad tilbage i kampen, men lige lidt hjalp det, da Grenada få minutter før slutfløjtet scorede til resultatet 2-3.

Men kampbilledet kunne have set væsentligt anderledes ud, hvis der var blevet dømt offside ved målet til 0-2. Og står det til TV 2 SPORTs fodboldekspert Kasper Lorentzen, skulle det have været tilfældet.

Under kommenteringen sagde fodboldeksperten, at det i hans øjne ikke skulle kategoriseres som en ny spilsituation, fordi to Granada-spillere tydeligt var i offside, og Diego Llorente ikke rørte bolden nok til, at det ville gøre en forskel.

- Hans indgriben er jo halvhjertet, fordi han kan se, at begge er i offside, og så mener man simpelthen, at det er en ny situation, fordi han rammer den. Det er en latterlig situation, hvis jeg skal være ærlig, siger Kasper Lorentzen.

Resultatet betyder, at Granada nu igen kæmper for europæiske pladser. Den sydspanske klub er nu nummer ni i LaLiga og har kun to point op til netop Real Sociedad, der i øjeblikket indtager syvendepladsen, der giver adgang til Europa League-kvalifikationen.