Dansker isoleret i 'luksusfængsel' midt i coronamekka
Mathias Jørgensen, der spiller for New York Red Bulls, er i øjeblikket isoleret i Disney World i Florida, hvor MLS afvikler turneringen 'MLS Is Back'.
Disney World. Et sted, der under normale omstændigheder forbindes med smil, liv og glade dage. Børn, der får ønsker opfyldt og møder barndommens helte.
Lige nu er virkeligheden en anden. Og virkeligheden står i skærende kontrast. Disney World er i denne tid præget af mundbind, håndsprit og daglige coronatests.
For selvom Florida satte en kedelig rekord søndag, da solskinsstaten registrerede 15.300 nye smittede med coronavirus, er der propfyldt med professionelle fodboldspillere i delstatens pulserende Disney World.
Den bedste amerikanske fodboldrække er nemlig i disse dage i fuld gang i netop Florida. Her er alle holdene indlogeret på Walt Disney World, mens de spiller kampe små seks kilometer fra resortet på ESPN Wide World of Sports Complex.
Trods strikse protokoller og retningslinjer hos MLS-holdene er tanken om at spille fodbold i et af verdens epicentre for covid-19 ikke den fedeste.
Det fortæller Mathias Jørgensen, der spiller hos New York Red Bulls.
- Det er jo klart, at man tænker over det. Det er lidt ulækkert at tænke på omstændighederne hernede uden for resortet. Folk tør jo ikke gå nogen steder hen, fordi det er så hårdt ramt. Det er skræmmende at tænke på, men vi bliver behandlet godt her på hotellet.
- Florida-staten har jo ramt over 15.000 positive tests dagligt, så lige nu er vi på et hotel i en stat, hvor det går allerværst i hele verden. Så det selvfølgelig risikabelt at gå ud fra boblen, siger den tidligere OB-spiller til TV 2 SPORT.
Som at bo i et luksusfængsel
Mathias Jørgensen og resten af New York Red Bulls-mandskabet bor sammen med de 23 andre hold på et af Disney Worlds resorter.
Holdet er indlogeret på 11. sal på The Swan And Dolphin. Og det fungerer på den måde, at alle hold har hver deres sal, de lever på.
Da Mathias Jørgensen hørte om hele setuppet for turneringen, der går under navnet MLS is Back, var det i første omgang ikke ligefrem glædestanker, der ramte den unge fodboldspiller.
- I starten da jeg hørte om det, tænkte jeg, at jeg skulle i fængsel i en måned. Det er jo også et fængsel, men man må heldigvis se nogle andre mennesker. Så det er jo lidt et luksusfængsel. Så vi har det overhovedet ikke dårligt, men det er jo lidt specielt, at man ikke må gå ud.
Reglerne er således, at ingen må forlade resortet. Det sker kun, når holdene skal træne eller spille kamp, hvor de bliver hentet i busser og kørt ti minutter mod syd.
’Når du går ned i lobbyen, har du et formål’
Det er dog nok ikke det værste sted i verden, Mathias Jørgensen og resten af MLS-spillerne er isoleret.
Holdene har fået et lille spillerum på hver etage, hvor der er mulighed for at spille Playstation, brætspil og kortspil. Derudover er der et kæmpestort aktivitetsområde udenfor, hvor der er mulighed for at spille beachvolley, pool og bordtennis.
- Vi har god mulighed for at hænge lidt ud med hinanden, nu hvor vi alle sammen er testet negative.
Derfor er det heller ikke ulovligt at se spillerne fra de andre hold. Det er bare påkrævet, at der bæres mundbind, så snart en spiller forlader sit værelse. Et mundbind, der kun må fjernes i forbindelse med træning og spisning.
- Resortet er heldigvis rimelig åbent. Vi kan sagtens tage elevatoren ned i lobbyen. Når vi skal ned og have mad, så er vores madrum nede omkring lobbyen sammen med mange af de andre hold. Vi har bare hvert vores madrum, forklarer Mathias Jørgensen og uddyber:
- Men det er klart, at hvis man går ned i lobbyen, så er det, fordi man har et formål med det. Ellers holder man sig oppe på sin egen sal så meget som muligt. Vi kan også godt bevæge os udenfor, så vi kan vænne os til den kraftige varme, som er hernede.
Temperaturerne i området ligger på mellem 26 og 33 grader døgnet rundt. Derfor bliver de fleste kampe afviklet tidligt om morgenen eller sent om aftenen.
’For mig har det været fint’
Hvis New York Red Bulls når langt i turneringen, kan de ende med at være isoleret i Disney World i godt halvanden måned.
Finalen i turneringen bliver nemlig spillet 11. august, mens holdene begyndte at ankomme til Florida 24. juni.
- Det er jo anderledes end det, vi er vant til. Vi bor jo altid på hotel i et par dage op til udekampene, men det her er jo ikke kun en, to eller tre dage. Det er jo lang tid.
- Men for mig personligt har det været fint. Jeg har ikke haft mulighed for at se min familie i syv måneder nu, fordi de ikke har haft muligheden for at flyve herover. Min kæreste er også taget til Danmark af sikkerhedsmæssige årsager. Så jeg sad alene i en lejlighed i fire måneder, så for mig er det blevet bedre, at jeg kan komme herned og være sammen med mine holdkammerater.
Rigtig hårdt mentalt for mange
Det er dog ikke alle, der er i samme båd som Mathias Jørgensen.
Mange spillere må sige farvel til hus og familie i rigtig mange uger. Og det er ikke lige nemt for alle sammen.
Det gælder blandt andet den danske målmand David Jensen, der er holdkammerat med Mathias Jørgensen i New York-klubben.
- Det er jo overhovedet ikke alle, der har det som mig. Vi har jo flere på holdet, der har familier derhjemme og nyfødte børn. Min danske kollega David Jensen har lige fået en nyfødt, så hans familie blev jo nødt til at flyve hjem, fordi hans kone simpelthen ikke kunne stå med to piger for sig selv.
- Han er fløjet herned, og familien er fløjet hjem til Danmark. Så han savner selvfølgelig sine små piger, og det er jo hårdt mentalt for rigtig mange af spillerne hernede. Det er der ingen tvivl om.
Eyes on the prize
Selvom omstændighederne er mærkelige, er fokus stadig rettet mod det, som det hele handler om. Nemlig fodbolden.
Det er på mange måder eyes on the prize for Mathias Jørgensen og resten af mandskabet.
- Der er ingen tvivl om, at vi går efter at komme langt. Vi har et hold med en masse unge og sultne gutter, der tager den her turnering for en oplevelse, hvor vi kan få lov til at vise os frem.
- Jeg satser på at få en masse spilletid og komme på måltavlen. Det er noget, jeg sigter længere efter og noget, jeg trænger til. Så det her er en god mulighed for mig til at få vist noget frem, slutter Mathias Jørgensen.
New York Red Bulls vandt den første kamp mod Atlanta United med 1-0. Her var Mathias Jørgensen ikke med, da en forstrækning i baglåret har drillet danskeren.
Han forventer dog at være med i næste kamp, når New York Red Bulls spiller fredag klokken 4.30 dansk tid mod Columbus Crew.