- Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort, siger AGF-træner

AGF er med sejren over FC Midtjylland kun to point fra sølvmedaljerne, og det er helt vildt, mener holdets cheftræner, David Nielsen.

David Nielsen oplever i øjeblikket sin med afstand største succes som AGF-cheftræner og kan ane muligheden for andenpladsen i Superligaen.

Holdet er nu kun to point efter FC København og sølvmedaljerne. En stor bedrift, som efter 3-0-sejren over FC Midtjylland søndag aften lige skal bundfælde sig.

- Det er helt vildt, at vi står i en situation, hvor vi kun er to point efter FC København.

- Jeg tror ikke, der var mange, der havde forestillet sig det, da vi startede sæsonen, siger David Nielsen til Ritzau.

David Nielsen er sig selv

Den 43-årige skagbo overtog styringen i AGF i 2017, og tilværelsen i mesterskabsspillet er hans første med klubben.

Med otte point ned til Brøndby IF og tre spillerunder tilbage skal meget gå galt, hvis AGF ikke skal kunne hænge metal om halsen for første gang siden 1997, og det glæder naturligvis også træneren, som søndag aften blev bedt om at komme med en årsag til succesen.

- Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort ved AGF. Jeg er kommet her og været mig selv. Der er mange mennesker her, der arbejder benhårdt. Nu kommer de spørgsmål, og vi skal også svare på det, og der er det vigtigt for os, at vi ikke får lyst til at fejre os selv, før sæsonen er færdig, siger han til BT.

AGF-angriber vil satse for sølvet

Trods et historisk resultat stiller AGF sig ikke tilfreds med bronzemedaljerne endnu.

De vil have mere, og det skal ske på bekostning af FC København. Det mener holdets topscorer, Patrick Mortensen.

- Vi skal ikke begynde at forsvare bronzen hjem. Vi skal ud og angribe, for vi har intet at tabe, siger angriberen, til Ritzau.

AGF har tre kampe tilbage i Superligaen. Søndag venter der en nøglekamp i Parken, hvor de med en sejr kan overhale Ståle Solbakkens FC København.

- Jeg tror, at Ståle er lidt nervøs, for vi har alt at vinde, siger Patrick Mortensen.

Lykkes det at overhale FC København, vil det være første AGF-sølvmedaljer siden 1996.