Fodbold

Rekord smadret - ødelæggende og skammeligt for sporten, siger ekspert

Med seks spillerunder tilbage af denne sæsons Serie A er rekorden for flest straffespark allerede slået med længder.

VAR blev indført i fodboldens verden for at skabe retfærdighed. Det kom altså på baggrund af en præmis, der er svær at være uenig i.

Retfærdigt eller ej har VAR dog også medført hidtil uset mange straffesparkskendelser i blandt andet Italien.

Det er jo ødelæggende, synes jeg. Det er meget skammeligt for sporten

Martin Mikkelsen, TV 2 SPORTs fodboldekspert

159 gange har en dommer peget på straffesparkspletten i Serie A i denne sæson. Det er med hele seks spillerunder plus kampen mellem Inter og Torino mandag aften tilbage.

Inden denne sæson lød rekorden i den bedste italienske fodboldrække på 140 straffespark, som blev sat i 1949/1950-sæsonen.

De mange straffesparkskendelser skyldes hovedsageligt en regelændring inden denne sæson, mener TV 2 SPORTs fodboldekspert Martin Mikkelsen.

- Der bliver dømt abnormt mange straffespark i øjeblikket i Serie A. Og det er jo primært på grund af de her strikse hands-regler.

- Det vigtigste er, at der er en ensartet linje. Alle skal behandles lige. Og det virker det til, der er. Dommerne dømmer straffespark, selvom bolden strejfer en albue, der er knudret ind til kroppen. Og når det er på plads, skal vi begynde at kigge på reglen, og hvordan den bliver fortolket. Det er jo retfærdighedsfølelsen i én, som brokker sig.

Straffespark i Serie A de seneste 15 år

  • 2019/2020: 157 (inden kampene 12. juli 2020)
  • 2018/2019: 122
  • 2017/2018: 126
  • 2016/2017: 137
  • 2015/2016: 121
  • 2014/2015: 118
  • 2013/2014: 128
  • 2012/2013: 132
  • 2011/2012: 134
  • 2010/2011: 109
  • 2009/2010: 117
  • 2008/2009: 115
  • 2007/2008: 125
  • 2006/2007: 134
  • 2005/2006: 117

Rekorden inden i år var 140 i 1949/50.

Sådan fortæller Martin Mikkelsen oven på kampen mellem Juventus og Atalanta, hvor begge Juventus' mål kom efter straffespark, der blev dømt på grund af hands-reglen.

Reglerne vedrørende hands blev korrigeret tilbage i august inden sæsonstarten.

Reglen lyder nu således, at 'hvis en bold rammer en spillers hånd eller arm, og han har lavet en silhuet, som er unaturligt større, skal der dømmes hands'.

Atalantas Marten de Roon forstod ikke, hvad han ellers skulle have gjort anderledes med sine arme, da Juventus fik tildelt det første straffespark i lørdagens kamp.

'Det er ødelæggende'

Der er efterhånden også flere eksempler, hvor det ligner, at spillerne aktivt forsøger at spille bolden op på modstanderens arme inde i målfeltet.

En udvikling, der på ingen måde glæder Martin Mikkelsen.

- Det er jo ødelæggende, synes jeg. Det er meget skammeligt for sporten. Vi havde også en situation, hvor Dybala sparkede bolden ind i ryggen på en Atalanta-spiller. Og hele Juventus-holdet var oppe ved dommeren for at brokke sig og kaste med armene. Og det er jo det, vi får.

- Når man sidder med en følelse af, at nogen er blevet groft snydt, så er det oftest, fordi noget er galt. Og den følelse sad jeg med i går (lørdag aften til kampen mellem Juventus og Atalanta, red.) - uanset ens private præferencer.

Aldrig har der været dømt så mange straffespark i Serie A, som tilfældet er i år.

Den samme udvikling med de mange straffespark gør sig også gældende i Spanien. De 147 straffespark, der er blevet dømt i LaLiga i denne sæson, er også det højst registreret nogensinde.

'Kun i Italien'

Det er specielt efter 2-2-kampen mellem Juventus og Atalanta lørdag aften, der har været megen snak om de nuværende hands-regler.

Cristiano Ronaldo scorede på begge straffespark, Juventus fik tildelt. Ifølge de nye regler var kendelserne korrekte.

Det anerkender Atalantas træner da også, men han stiller samtidig spørgsmålstegn ved, om der er noget galt i Italien.

- Min mening tæller kun lidt. Reglen fortolkes på mange måder. I Italien har den været fortolket siden sæsonstart, så det er ikke kun Atalanta, der er ramt.

- Reglen er, som den er. Men der findes ikke noget tilsvarende i resten af verden, sagde Gian Piero Gasperini på pressemødet efter kampen mellem Juventus og Atalanta.